Stigen til Himlen

Viviolin

Ved huset på bakken, i udkanten af Söntevigen, lige foran terrassedøren, stod den. Stigen til himlen. Folk, der gik forbi, gloede og gloede, så deres øjne var ved at trille ud af hovederne på dem. For hvad lavede en stige ude midt i det hele uden nogen form for destination? Hr. Mortönson nød at se deres forbavsede ansigter og undrende blikke. Selv vidste han godt, hvad stigens formål var. Der fandtes ikke et bedre sted at se på stjerner. Simpelthen. Denne stige gik direkte op i himlen. Hans far havde sat den op, da han stadig var i live, og nu var den blevet et kært minde om en tryg barndom.

Hr. Mortönson havde, siden han var en lille knægt, interesseret sig for universet og hvad der var for oven. Det uforanderlige mørke og stjernerne, der hver nat tittede frem og blinkede til ham. Især nordstjernen havde hans interesse. En klar stjernehimmel var dog det smukkeste, man kunne forestille sig, selve Guds mesterværk, hvis du spurgte Hr. Mortönson. Det var der nu ikke så mange, der gjorde. Alt i alt var Hr. Mortönson en enspænder. Ikke mange var som ham. Hvem gad dog bruge flere aftener og nætter i træk på toppen af en gammel stige for at se op mod himlen? Den ligner jo sig selv, ville de fleste nok sige. Og undrer sig over den gamle mand ikke havde fået hold i nakken endnu. Hvor gammel Hr. Mortönson var, hvad han hed til fornavn og hvor han var fra, vidste ingen. Han var der ligesom bare. Lige så naturligt som bølgerne der taktfast og uendeligt slog ind mod Söntevigens kyst, og så sikkert som nat på et tidspunkt ville blive til dag.

En dag, da Hr. Mortönson var på vej op af stigen, for at spejde mod stjernerne, stoppede en bil pludselig op udenfor hans have. Det skete sjældent, tænkte Hr. Mortönson. Normalt var der ingen der bevægede sig herop på denne tid af døgnet, og skete det, at en bil kom forbi, var den væk lige så pludseligt, som den var kommet. Hans hus var det eneste beboede på bakken. Udover det lå der selvfølgelig også “Villa Viva”, men det var forladt og tilgroet nu. Sådan havde det ikke været engang. Engang havde det været blomstrende og smukt, et prægtigt syn. Hr. Mortönson sukkede. Pludselig havde han ikke spor lyst til at kigge på stjerner mere.

Om morgenen da Hr. Mortönson vågnede, blev han et øjeblik helt forvirret. For denne morgen var det ikke fuglefløjt eller bølgernes brusen, der vækkede ham. Ind af hans vindue kom de smukkeste violintoner. Hr. Mortönson lukkede øjnene og brummede i takt til musikken. Da de sidste toner forsvandt, lukkede han fredfyldt øjnene og faldt i søvn igen.

Først hen ad eftermiddagen, da Hr. Mortönson havde fået sin kaffe og siddet lidt i solen, slog det ham pludselig. Violinen. Tonerne havde været så klare og smukke, men hvor var de dog kommet fra? Han kendte kun én, der kunne spille så smukt. Men det kunne da ikke passe. Kunne det? Efter alle de år? Hr. Mortönson gned sig tankefuldt i panden. Hans blik faldt på kommoden og et minde. Billedet forestillede en smuk, ung kvinde fordybet i at spille violin. Han havde selv taget det dengang. Dagen før hun skulle rejse, havde hun spillet for ham, bare de to. Han havde været så trist, huskede Hr. Mortönson. Da han for tiende gang den aften sukkede, havde Vivio set ham dybt i øjnene. “Kan du se den stjerne der? Nordstjernen?”. Han havde nikket bedrøvet, og hun var krybet ind til ham. “Lige meget hvor langt væk vi vil være fra hinanden, vil den skinne over os begge. Husk det”. Bagefter havde de gjort, som de plejede. Brugt hele natten, spejdende mod stjernerne for til sidst at falde i søvn i hinandens arme. Næste dag da han vågnede, var hun væk.

Den aften sad Hr. Mortönson igen på stigen til himlen og spejdede mod stjernerne. Idet hans blik faldt på nordstjernen, kom han igen til at tænke på violinen. Den havde lydt så smuk og fredfyldt. Automatisk kiggede han over mod “Villa Viva”. Det var lige før han var ved at falde ned ad stigen af forbavselse. For sørme om der ikke var lys. Det var dog mærkværdigt, det har der ikke været i 40 år, tænkte Hr. Mortönson for sig selv. Måske kunne det have noget at gøre med bilen fra dagen før. Forsigtigt listede han ned ad stigen og over mod “Villa Viva”.

Uden for det tilgroede hus stod der ganske rigtigt en bil. Hr. Mortönson gik forsigtigt forbi den og videre ind i haven. Det var noget af en forhindringsbane, der mødte ham. Græsset var i hoftehøjde, og en rosenbusk forhindrede ham vejen. Alligevel kunne man se, at der havde været nogen for nylig. En lille sti banede vej, og græsset var trådt ned. Nysgerrigt listede Hr. Mortönson nærmere.

Igennem ruden, ude fra hans skjul, kunne han ane en silhouet. Og pludselig begyndte violintonerne igen. Minder om en svunden tid fyldte ham, og den gamle mand fik tårer i øjnene.

Det var en aften i Paris, da hun ikke kunne falde i søvn, Vivio havde besluttet sig for, at hun ville tilbage. Om aftenen skulle hun spille på en lille kro, men måtte afbryde koncerten. To af publikum var kommet op at slås, og der fik hun nok. Engang havde hun spillet for fulde sale, ene kvinde, bare hende og hendes violin. Tonerne havde beriget folk med skrøbelighed og liv. I starten var det også berigende for hende, men hurtigt gik det op for hende, at publikums applaus ikke længere fyldte hende med den samme lykke som den gjorde i starten. Dengang havde hun syntes, det var pinligt at vende hjem så hurtigt, kun på baggrund af hjemve. Så hun havde fortsat spillelivet, og det ene år havde taget det andet. Denne nat, da hun stod ude på terrassen i sin lejlighed, havde hun spejdet op mod stjernerne. Nordstjernen havde blinket til hende, og Vivio var blevet fyldt med sådan en sørgmodighed, at hun fik overbevist sig selv. Det var på tide at vende hjem.

I “Villa Viva”s have stod Hr. Mortönson og spejde ind gennem vinduerne. Silhouetten bevægede sig derinde. Han tøvede lidt. Skulle han banke på? Han kunne jo ikke stå her hele natten som en anden særling og kigge ind gennem den nye nabos vinduer. Det var først, da han begyndte at få ondt i ryggen, at han opdagede, at han ikke var helt ung mere. Det ville næppe være sundt at stå herude blandt fugtigt græs og stikkende torne særligt meget længere. Så han gik hen til døren, tog en dyb indånding og bankede på.

Vivio havde haft travlt med at gøre rent hele dagen, det gamle hus trængte virkelig til en kærlig hånd. Violinen var blevet hængt op på væggen. Bortset fra et enkelt morgenspil havde den fået lov at hænge. Efterhånden som hun arbejdede sig igennem de mange støvede rum, gik det op for hende, hvor længe hun havde været væk. Alt for længe. Så var det, at det bankede på døren.

Det var lige før han var faldet ned af trapperne, den gamle Hr. Mortönson. For der stod hun. Som var det i går, de sidst havde set hinanden. Bortset fra lidt rynker og det grånende hår, lignede hun sig selv. Lige smuk og lige strålende af visdom som altid. Da gik det op for ham, hvor meget han havde savnet hende. De første år efter Vivio rejste, havde Hr. Mortönson siddet hver aften og spejdet ned mod foden af bakken efter en bil, efter hende. Som årene gik begyndte han at miste håbet. Hvad ville hun da også lave her i Söntevigen, når hun kunne spille koncerter i Paris? Nætterne tilbragte han stadig på stigen, men efterhånden stoppede han med at kigge ned for foden af bakken. Istedet spejdede han op. Op mod nordstjernen og minderne.

Senere den aften var det ikke en, men to stjernekiggere, man kunne finde for enden af stigen. Den eneste lyd der hørtes var violinens toner og bølgernes brusen. Hr. Mortönson sad for en gangs skyld ikke og kiggede op mod himlen. For hvorfor kigge på stjerner, når man kan kigge på Vivio?

Anna van Deurs, 2015