Jeg ved, jeg skal dø

Jeg ved, jeg skal dø. Og jeg har vidst det hele tiden. For jeg er ikke, som de andre børn. Jeg har kræft. Må se på, når de andre leger tagfat. Må sidde i min kørestol, når de andre bader. Må græde, når de andre ler. Men alligevel er jeg glad. Få sekunder af gangen mærker jeg glæden. Og så jager døden den alligevel på flugt. Åh hvor ville jeg ønske, det ikke var sådan. At jeg var en frisk pige, der elskede at klatre. Men det har jeg jo været. Dengang vidste jeg det jo sådan set godt. Altså at jeg skulle dø. Men alligevel var jeg glad og frisk. Altså lige indtil den dag… Mor og jeg var ude og køre i bil. Jeg var sur på hende, fordi jeg ikke måtte sove ved Stephanie. Nu vil jeg mest bare havde omfavnet hende. For det der skete bagefter… Jeg græder, når jeg tænker på det. Mors skrig. Lastbilen. Blodet… Alt det vender tilbage i mine drømme. Efter mors død var far og jeg alene. Helt alene. Far gik ned i et dybt hul af depression og kom aldrig tilbage. Jeg selv blev ked af det. Selvfølgelig blev jeg det. Men jeg kunne ikke bare komme væk fra sorgen. For den oplevelse havde sat mærker både i min sjæl og på min krop. Jeg blev lam. Fra top til tå. Det er forfærdeligt. Bare at sidde der og kun kunne tænke det jeg vil. Ikke gøre det. Bare græde. Bare… sidde der. Hver eneste dag. Det føles, som om tiden er spolet hundrede gange baglæns, så forlæns, og baglæns igen. At der er gået kuk i det. At jeg er kommet ind i mit livs værste mareridt. Mor var min engel. Min støtte. Min eneste ven. Hende, der kunne få mig op, når jeg var nede. Få mig i gang, når jeg gik i stå. Men nu.. nu er der bare døden at vente på.