Jeg ved, jeg kan dø

Jo nærmere vi kommer. Jo nærmere kommer frygten. Min første opgave. Jeg ved, at risikoen er der. Jeg ved, jeg kan dø. Men det er ikke det, der skræmmer mig mest. Når man er død, kan man ikke mærke noget. Det er den psykiske lidelse, der giver frygten næring. Mere når jeg ikke at tænke, så begynder landingen. Nu er det nu. Jeg er i Afghanistan. En soldat prikker mig på skulderen. Han siger ikke noget. Han peger bare på de andre. Alle soldaterne omkring mig sidder med hovedet i skødet og armene over nakken. Jeg sætter mig i samme stilling. Der lyder en skrattende stemme i højttaleren. Jeg når kun at opfatte få ord. Så rammer flyet landingsbanen med et bump. Vi bliver kastet frem og tilbage. Overlever vi? Spørgsmålet er det eneste, jeg kan tænke på. Jeg ved, at jeg har knyttet bånd med de mennesker omkring mig. Lige meget hvor jeg kigger, ser jeg det samme blik. Det samme spørgsmål – overlever jeg?

Mit hjerte hamrer, som prøver det at slå verdensrekord i trampolinhop. Men jeg lever. Jeg knuger min notesblok ind til mig, som var den min eneste tråd til livet. Langsomt, meget langsomt begynder jeg at falde til ro. Begynder at lægge mærke til mine omgivelser. Jeg står i et rum. Et lille fremmed rum. Hvis ikke mit hjerte havde travlt med trampolinhoppene, så får det det nu. Rundt omkring mig står fem bevæbnede mænd. De stirrer på mig, som var jeg djævlen selv. Fem geværer, og jeg mener ikke sådan nogle, der er lavet for sjov. Maskingeværerne peger mod mig. Jeg står stille. Helt stille. Venter på at høre skuddet. Mærke kuglen. Men der sker intet. Først nu genkender jeg dem. De var med flyet. De sænker geværerne. ”Passport?”, siger en ru, hård stemme. Jeg vender mig om. En mand med et gevær over skulderen står foran mig. Hans blik vurderer mig med en imponerende hårdhed. Jeg finder fumlende mit pas frem. ”I am a journalist from Denmark”, siger jeg med en stemme, der lyder som en fremmed. Han drejer mit pas mellem fingrene. Kigger det grundigt igennem. Så nikker han.

Bang! Blodet flyder fra hans skulder. Hans blik bliver sløret. Så synker han livløst sammen på gulvet. ”Sniper!” Det er som alle i rummet lige skal synke synet af den barske mand, der ligger på gulvet. Så er det som om nogen trykker på en play-knap. En soldat retter sit gevær mod mig. Men han når ikke at trykke på aftrækkeren. Han synker sammen på gulvet. Død af et skud i ryggen. Og denne gang er jeg hurtig. Jeg kaster mig ned bag en sofa. Foran mig vælter en mur. Maskerede soldater stormer ind. Hvis nogen troede maskingeværerne bare var til pynt, så kan de godt tro om igen. Kuglerne farer rundt i rummet. Støv og blod fylder min mund. Jeg ligger stille, hiver efter vejret. Luften er tyk. Frygt. Det eneste der fylder mig lige nu er frygt, frygt for aldrig at vende hjem. Frygt for at blive ramt. Med ét stopper skuddene. Alt bliver sløret. Billeder farer ind og ud af mit hoved. Jeg mærker noget varmt flyde ned af mit ben. Så kommer smerten. Jeg er ramt!

Alt er tåget. Mine drømme er fyldt med blod og bly. Døde skikkelser synker sammen omkring mig. De kigger på mig med et sløret blik. Jeg prøver at åbne mine øjne. Jeg vil vågne! Efter flere forsøg får jeg mine øjne op. Jeg ligger i en seng. Mit ben er hævet. Det er pakket ind i en kæmpe forbinding. Jeg prøver at sætte mig op, men må give op. Rundt omkring mig står fem-seks senge. Jeg kan ikke genkende nogen af dem, der ligger i dem. Jeg lader øjnene glide i. Men knap har jeg gjort det, før døde skikkelser træder frem. Nej! Jeg vil ikke sove. Jeg vil ikke genoplive mareridtet igen. Lige nu fortryder jeg mit valg.

Der er gået en måned. Jeg har set død og ødelæggelse og sindsyghed. Det er blevet min hverdag. Tre dage tilbage. Tre dage. Så er jeg hjemme. Længslen sidder i mig som en nål, og jeg vil ikke risikere noget. Intet skal gøre, at jeg ikke kommer hjem. Kun tre dage. Jeg går ikke uden for hotellet. Ikke før jeg skal flyve. Det banker på døren. Jeg åbner. Jeg ser lige ind i det modløse blik. Jeg kan se en tåre glimte i øjenkrogen. Min sjette sans siger, at der er fare på færde. Men det er som om jeg ikke kan løsne mig. Hendes blik. Det evige sørgmodige blik. En flig af hendes trøje ryger til side. Jeg ser, selvmordsbomberne er anbragt. Jeg ved, det er for sent at flygte. Jeg ser hendes finger trykke på knappen.

Anna van Deurs, Havelock Island, Indien, marts 2013