Dybt nede i mørket i Hoya Negro

Naia

Vi dykker. Igen. Mine ben er efterhånden ved at være godt brugt. Jeg gør tegn til vores leder. Vi holder en kort pause, så er det videre igen. Jeg tror snart, vi har dykket en kilometer eller deromkring. Så ser jeg det. Et stort, sort hul. Kommer ud af det blå. Eller skulle jeg hellere sige det sorte. For der er ikke så mange andre farver hernede. Jeg kaster et kort blik på de andre. De stirrer ned i det sorte hul. Jeg ville egentlig også stirre der ned. Min krop lystrer bare ikke helt. Det er som om det bobler i min arm, og mit hoved dunker. Så er det væk igen. Min leder laver tommel ned. Jeg gør mig klar til at dykke. Han svømmer først. Så kommer Susan, Henry og Jack. Og så mig. De andre følger efter. Det er som at svømme ind i en strøm af sorte tanker. Mørke, mørke og atter mørke. Det føl,es som om vi har svømmet i en time. Så når vi bunden. Det er ikke engang, fordi jeg er arkæolog, jeg kommer helt op at køre over det syn, der møder os. Det tror jeg alle mennesker ville blive. For det, der ligger der på havbunden, nok flere tusinde år gammelt, er fantastisk. Et fuldstændig velbevaret skelet. Kunne godt ligne pigeknogler. Men en spinkel pige. Dog med en enkelt knogle brækket. Skambensknogle kan jeg konstatere. Og under skelettet ligger de mest fantastiske knogler fra over 20 forhistoriske dyr. Dyr som mennesker i dette årti aldrig har set før, eller kommer til at se i levende live. Igen får jeg den der fornemmelse. Af at hele jorden drejer rundt og rundt, glider fra hinanden, og samles igen. Kan det være dykkersyge? Vi har trods alt svømmet en del og er nok 40 meter under vandet cirka. Jeg kaster tanken bort. Her står jeg foran et sensationelt fund. Og så tænker jeg kun på mig selv! Jeg burde være igang med at nærstudere pigen fra alle vinkler, ligesom mine kollegaer. Men en lalleglad fornemmelse standser mig. Jeg får lyst til at svømme ind i væggen. Blot for at slippe af med den der snurrende fornemmelse. Så det gør jeg. Eller det føltes det ihvertfald som om.

Jeg står i en grotte. Skarpe kanter kryber om mig. Pludselig hører jeg en lyd. En sagte nynnen. Jeg vender mig. Der, i indgangen til grotten, står en ung pige. Hun har markante træk. Spinkelt bygget, genkendeligt ansigt og let som luft. Hendes hår er brunt og tykt. Som en stærk kontrast til hendes lille krop. De grønne øjne skinner mod mig, da hun vender sig. Men det er som hendes blik går lige igennem mig. Som om hun kigger på en anden. Ikke kan se mig. Jeg vender mig. Gisper. En dreng på omkring 5 år står bag mig. Han ligner hende. Spinkelt bygget, tykt hår, grønne øjne. Men hun ser ud til at være ældre. Omkring sytten, måske. “Ja, hvad er der Keno?” spørger hun en anelse irriteret. Hun har en overraskende mørk stemme. Lidt syngende og samtidig utrolig smuk. “Jeg… Du skal altså passe på Naia!” udbryder han pludselig. Ængstelig, som om han er bange for at hun pludselig skal forsvinde i et sort hul, forsvinde fra jordens overflade. Forsvinder fra ham. Hun lægger en varm hånd på hans skulder. “Bare rolig. Der sker mig ikke noget. Jeg skal nok passe på. Bare lige kigge lidt. Se om der er en kilde”. Hun taler, som var det et lille barn, der stod foran hende. Men det er det jo egnetligt også. Nok hendes bror. Naia begynder at gå, vender sig og vinker. På en måde har jeg det, som om det er sidste gang de vinker til hinanden. Får lyst til at råbe “Stop hende Keno, lad hende ikke gå!”. Men et eller andet holder mig tilbage. Som om jeg alligevel ikke kan gøre noget. Bare må se på. Jeg ved alligevel ikke, om han ville kunne høre mig.

Jeg følger efter Naia. Hun går hurtigt, som skulle hun nå noget. Pludselig begynder jeg at kunne kende stedet. Jeg kan bare ikke huske, hvor vi er på vej hen. Måske hjem. Sådan føltes det. Som om alt går som det skal. Som om jeg bare er en lille brik i et stort puslespil. Nu jeg hvor vi er. Nær et stort sort hul. Et hul jeg kender alt for godt. Tidens stemme hvisker til mig. Puffer mig blidt i ryggen. Føler mig underligt beruset. Jeg kigger mig tilbage. Tidens stemme er der ikke. Jeg følte mig ellers så nær et eller andet magisk. Men nu ser jeg, hvad det er. Et forhistorisk dyr, som mange arkæologer ville give deres arme og ben for at se, står bag mig. Dens lange hugtænder stikker ud af munden. Jeg kigger den i øjnene. Det er som om den kan se mig. Som om den siger “lad være med at gøre noget, det der sker nu skal ske, du kan alligevel intet gøre”. Og på en eller anden måde føler jeg mig underligt sikker. Læner mig op af klippen, og ser på. Naia har ikke opdaget tigeren endnu. Hun står bare og hvisker “Jeg skal finde den kilde…” for sig selv, igen og igen. Pludselig ved jeg hvad der sker. Hvad der skal ske. Jeg ved, hvor vi er på vej hen. Til det sorte hul. Der skal Naia ende sine dage. Jaget ud ove kanten til døden. Af noget der var bestemt til at ske.

Jeg stirrer op i loftet. Kan mærke bådens gulv gynge under mig. Min vejrtrækning føles så let. Jeg føler mig underlig rolig. Som om jeg gjorde, hvad jeg kunne. Hvad jeg så end gjorde. Jeg kan høre nogle stemmer, uden for den lille dør. Opfatter ord som “talte i vildelse”, “dykkersyge” og “sensationelt fund”. Døren bliver åbnet. Susan kommer ind. Hun virker underlig, som om jeg er et lille barn, der skal trøstes. “Har du det bedre?” siger hun. Jeg nikker. Hun sætter sig og stirrer ud i luften. Smiler. “Det er jo fantastisk! Vi har fundet det ældste skelet i Amerikas historie. Det er stort, så stort”. Hun ryster på hovedet og kigger så direkte på mig. “Nåede du at se det?”. Jeg nikker. Igen. Jeg så rigeligt. “Vi har besluttet os for at kalde det sorte hul for “Hoyo Negro”. Hvad syntes du om det?”. Jeg trækker på skulderen. Vil bare sove. “Vi er ved at diskutere, hvad vi skal kalde skelettet. Det er en pige, som du nok har set. Vores teori er, at hun er faldet ud over kanten og har brækket skambensknoglen. Der har nok ikke været så meget ilt, og hun må ikke være kunnet komme op. Tror du ikke, det lyder rigtigt nok?”. Jeg nikker ikke denne gang. Teorien lyder fin nok, men jeg har på fornemmelsen, at jeg kender sandheden. En sandhed, der er svær at forklare. En sandhed, som bare er der. “Hun skal hedde Naia”. Så lægger jeg mig til at sove.

Anna van Deurs