Fredag 24. juli 1654

 

En hestevogn kører forbi. Hver dag flygter de rige. Det ville vi også gøre, hvis vi kunne. Men hvor skulle vi tage hen… og på landevejene er der røvere.

Torsdag den 23. juli 1654

Kære Dagbog,

Mor føder snart. Udenfor lyder ligklokken hver dag. Søster er syg, og jeg frygter, at hun snart dør. Ingen er glade mere. Alle frygter, det er dem næste gang. Udenfor lugter der. Vi har næsten ingen penge. Hvad bliver der mon af os? Far er flygtet.

Din Vivian

Sådan skrev jeg i min dagbog. Da jeg vågner, græder mor ”Vivian, Vivian … din søster er død”. Jeg vender mig. Ja, det er rigtigt nok. Sidsel trækker ikke vejret. En tåre falder ned ad min kind. Jeg løber ud af huset. Nok ved jeg, at mange skal dø – men hvorfor Sidsel? Hun var min tvilling og min eneste ven.

Ligklokken lyder, og ligvognen kommer kørende. På vognen sidder min bror. Han har blanke øjne. ”Vivian” siger han stille. Oppe på vognen ligger bedstemor. Jeg løber. Ude på gaden er der næsten tomt. De folk, der går der, har et sørgmodigt blik i øjnene.

Fredag den 24. juli 1654

Kære Dagbog,

Alt er elendigt. Mor er nu også ramt. Vi har ingen penge og må snart flytte. Gaden flyder med lig. Når jeg ser mig selv i spejlet, bliver jeg forskrækket. Selv om jeg snart er 10 år, er jeg tynd som spejlet, jeg kigger på.

Din Vivian

Mor kalder. Hun trækker mig hen til sig. ”Vivian, jeg får et bedre liv i himlen… Farvel”. Mor synker sammen. Jeg løber gennem byen. Så ser jeg elendigheden. Alt er bedre end dette. Sulten gnaver. Rotterne løber omkring mig. Jeg sætter mig. Så mærker jeg døden i min krop. Så tæt på som aldrig før. Jeg lukker øjnene.

Anna van Deurs