1. klasse bagbord
Jeg går hen af skibets ræling. Rundt omkring på dækket snakker folk. Bådsmandsfløjten lyder. Det giver et lille ryk i mig, da skibet sætter i gang. Ude på kajen vinker folk med lommetørklæder.
Tante står på kajen. Hun tørrer en tåre væk fra kinden. Jeg ville ønske, jeg ikke var så alene. Vi havde kun råd til, at jeg kunne flygte. Mor, tante og søster må blive. Mor er sygeplejerske og passer de sårede soldater. Da krigen brød ud, bad hun tante om at passe mig og søster.
Det bliver aften. Jeg føler mig mere alene end nogensinde. Selv om der er andre børn på min alder med, tør jeg ikke snakke med dem. Jeg må ikke. Jeg rejser på 1. og de på 3. Til gengæld har de deres familie med. Jeg vil hellere end gerne bytte, men mor må blive og tante er for gammel. Gid jeg havet fået søster med. Og far … en dag kom de og tog ham med. Kaptajnen vil ikke have jøder på sit skib. Vi måtte betale ekstra for, at jeg kunne komme med.
Klokken er 9:00, da jeg bliver vækket. En bådsmand kommer løbende ”Fly, fly. Der er bombefly på vej!”. Jeg løber op på dækket. Der er vild panik. Nu kan jeg også se dem. Ude i horisonten skimter jeg 10 fly. Lidt efter lidt bliver lyden af motorer højere. ”Nej” tænker jeg. Dette må ikke ske. Jeg løber febrilsk rundt på dækket. Det er, som om en pludselig storm tager til. Flyene er lige over os. Men… de flyver forbi os. Jeg ånder lettet op. Indtil jeg kommer til at tænke på, at flyene nok er på vej til havnen, vi sejlede ud fra. En kvinde skriger ”En mine!”. Det er det sidste jeg hører før eksplosionen. Alt er stille. Rundt omkring mig ligger døde menneskekroppe. Vandet er koldt. Døden bølger igennem mig. Så lukker jeg øjnene.
Anna van Deurs