Milde Mogens
Når man ser husene på Egevej, ligner de hinanden på en prik. Undtagen to. For en uge siden et. Altså lige indtil far besluttede, vi skulle flytte. Fik jeg sagt far er en ”gør-det-selv-mand”? På kun to dage fik far, det ellers pæne parcelhus, lavet om til en. Ja, hvad skal man kalde det. Gammel nedbrændt rønne. Det andet hus der skiller sig ud er gamle Mogens’. Ikke fordi det ikke er pænt. Nej, det er skam smukt, med små motiver skåret ud i træ, der snor sig op langs siden som små slyngplanter. Der er bare det, at Mogens ikke er særlig god til at rydde op. Faktisk flyder hans have med skrald. Min mor ville få et chok, hvis hun (det sker ikke i dette århundrede) lod rengøring være rengøring i vores hus og lagde mærke til Mogens’ have. Min mor insisterer på, at selv om vores hus ligger i ruiner, skal vi være rene og pæne. Hun tvang endda far til at tage bad i den ødelagte brusekabine med det gennemsigtige forhæng. Da resten af huset ligger i ruiner, kunne naboerne frit se ind til far, der tog bad. Nøj, hvor var det pinligt. Optimistisk som han er, begyndte far bare at synge opera og smile fjoget til naboerne. På et eller andet tidspunkt må han da indse, at de døre, der lige pludselig smækker, når vi går forbi, ikke er en tilfældighed. Jeg nåede at smutte før mor også fik mig til at lege klovn. Mogens er et udmærket gæt på et sted, mor ALDRIG ville gå ind. Så der søgte jeg tilflugt, indtil faren var drevet over. Det gik først op for mig, jeg næsten kun har set Mogens en gang, da jeg satte mig i hans røde sofa. Normalt ville jeg bare have åbnet min mund og snakket løs. Men i dag var det anderledes. I dag var det som om, min tunge var limet fast. Ikke et ord kunne jeg få over mine læber. Jeg havde alt for travlt med at suge alle de nye indtryk til mig. Alt lige fra den lille elefant på sofabordet, til den store afrikanske maske på væggen. Sådan en samling havde jeg aldrig set før. Mogens kiggede lidt undersøgende på mig. “Du må være Marie. Vi mødtes i går til jeres lille ”ildebrand”. Mogens kigger stadig lidt mystisk på mig, men han trækker dog på smilebåndet. “Jeg kan næsten gætte grunden til dit besøg. Efter brandvæsenet havde været tog din far jo et lille bad. Ville din mor have dig til at gøre det samme?”. Jeg nikker. Branden i går havde jeg næsten glemt. Mor havde glemt at slukke strygebrættet. Sekunderne efter var det hele brudt i brand. Jeg havde haft nok at gøre med at få min lillebror Hugo ud. Han ville absolut bide i gelænderet. Den lille djævel. Det var med nød og næppe han gav slip.
Mogens peger på den store maske på væggen. “Vil du høre, hvordan jeg har fået den?”. Jeg nikker. Der var intet jeg hellere ville. “Jo ser du det er en sjov historie” siger Mogens og læner sig tilbage i stolen. Og så begynder han. “Det var for cirka 30 år siden. Mig og min søn Bent var i Afrika. Vi skulle besøge et bjerg langt, langt ude på savannen. Det er så højt, at der ligger sne på toppen. vi havde troet, det kun tog en dag at vandre derop. Dumme som vi var, havde vi kun taget appelsiner med. Et halvt kilo.” Mogens smiler for sig selv. “Vi var kun udrustet med dem, og så vores t-shirt og knælange shorts. Vi var næsten halvvejs, det var ved at blive mørkt, da vi nåede baro baro stammen. De tilbød os husly. Om aftenen dansede de kædedanse og sang deres oprindelige stammesange. De levede på det tidspunkt af at huse fremmede. Det var af dem jeg fik masken. Ved daggry vækkede Bent mig. Han ville nå toppen inden daggry. Men jeg ville ikke med. Jeg har aldrig været god til højder”. Mogens kigger drømmende foran sig. Jeg venter spændt. Bare han dog snart fortæller videre. Og det gør han. “Bent lånte et tæppe og tog appelsinerne. Så fortsatte han. Da det blev aften, var han ikke kommet tilbage. Jeg begyndte at blive urolig. Næste dag gik nogle fra lejren ud for at finde ham. Sent om aftenen kom de hjem. De havde ikke fundet ham.” Mogens får blanke øjne. Jeg har lyst til at trøste ham. Med et ser han meget gammel ud. “Fandt de ham?” spørger jeg forsigtigt. Mogens smiler. “Ja det gjorde de. Eller rettere sagt. Han fandt os. Tidligt om morgenen blev vi vækket af en der sang. Det var Bent. Han var helt omtumlet, men han var nået op”. Jeg kan ikke lade være med at grine. Tanken om min far, der synger sole mio på vej ned af et bjerg, er bare for morsom. Min far hedder nemlig også Bent. “Og hvad så?” spørger jeg, mens jeg kvæler endnu et fniseanfald. “Jo så fik vi travlt med at komme ned på et hotel og ligge i en ordentlig seng og få et bad”. Der bliver en lille pause, hvor Mogens griner. “Da vi kommer ned på hotellet, bestiller den skøre dreng et ekstra stort glas appelsinjuice. Og du kan næsten regne ud, hvad der sker. Jeg banker på døren til hans værelse og spørger om han ikke kommer ned til frokost. Han åbner døren. Men så beslutter hans mave sig for at vise, hvad den har fået at spise, og jeg bliver sprøjtet til med bræk og appelsinjuice.” Mogens griner. Jeg griner med. Men med et stopper jeg. Duften af mad når min næse. “Må jeg blive og spise med?”, flyver det ud af mig. “Selvfølgelig. Skal vi se hvad jeg har i ovnen?” spørger Mogens med et grin på læben. Han går ud i køkkenet og kommer tilbage med en…appelsinkage. Jeg flækker af grin. Mogens kan heller ikke holde masken. Og så sidder vi der og griner. Mogens og mig. Det skal nok blive godt at bo her. Det har været en god dag!
Næste dag går jeg igen over til Mogens. Mor har fået en eller anden ide om, at vi alle sammen skal gå i det samme tøj. Not! Hugo og mig i samme tøj? Underlig ide. Hugo bider det alligevel i stykker. Han bider jo i alting lige her for tiden. Selv vores hund Bingo er blevet offer for den mægtige bidekonge. Og bidekonge det er han. Bidemærkerne på min arm er ikke helet endnu. Jeg standser foran Mogens’ dør. Jeg tøver lidt. Så banker jeg på. Mogens åbner. Han ser træt ud og også mere gammel. Jeg kan mærke, jeg bliver lidt ked af det. Jeg ved at alle skal dø. Også Mogens. Jeg ved godt jeg kun har kendt ham i kort tid, men alligevel er det som om vi har kendt hinanden i hundrede år. “Du ser så trist ud. Er der noget galt?” spørger Mogens blidt. Jeg ryster på hovedet. Mogens’ kat, spinder og gnider sig op af mit ben. Jeg aer den lidt. Så følger jeg efter Mogens ind af døren. “Det var hyggeligt i går ikke?” spørger Mogens. Jeg nikker. Jeg får den samme følelse som i går. Tungen der er limet fast. “Hvad gik du og tænkte på?” spørger Mogens og prøver igen og trænge igennem det mørke, der har overtaget mit humør. Jeg sætter mig i den røde sofa. “Døden” svarer jeg stille. “Den tanke kender jeg godt. Den kender alle. Jeg har selv engang været tæt på at dø” siger Mogens helt roligt. “Har du?” Med et bliver jeg meget nysgerrig. Jeg elsker en god historie, og det her lyder som starten på en. “Ja. Det var for 70 år siden. Jeg var kun 15. Det var en solskinsdag. Jeg var på vej til time. Lige pludselig blev himlen sort. Tre store bombefly fløj over os, og den ene smed en bombe. Jeg kastede mig ind bag et bord. Så lød der et kæmpe brag. Det næste jeg husker er en hvid verden.” Mogens holder en pause. “Døde du?” spørger jeg. Okay dumt spørgsmål, ellers ville han jo ikke være her i dag. “Nej, det gjorde jeg heldigvis ikke.” Mogens smiler. Jeg rødmer. For fanden Marie, tænk før du taler, bander jeg inde i mig selv. “Men hvad skete der så?” spørger jeg, og prøver at få opmærksomheden væk fra mit dumme spørgsmål. “Jo den hvide verden var et hospital. Dem var der mange af under 2. verdenskrig.” siger Mogens. “2. verdenskrig! er du så gammel” udbryder jeg. Hvornår lærer jeg lektien? Endnu et dumt spørgsmål. “Ja det er jeg. Jeg har levet i 85 gode år. Men vil du høre hvad der så skete?” spørger Mogens, mens han smiler utålmodigt. “Ja” siger jeg mens jeg rødmer endnu en gang. “Jeg vågnede som sagt op på et hospital. Jeg havde været bevidstløs i et døgn. Bomben havde ikke skadet mig så meget. Jeg var sluppet fra det hele i god behold. Undtagen min lillefinger.” Mogens rækker sin hånd frem, og ganske rigtigt. Der er kun en lille stump tilbage af hans lillefinger. “Hvis ikke min ven havde fået mig bragt til hospitalet kort efter ulykken, var der ikke mere liv i mig. I hvert fald ikke mere end der er i resten af min lillefinger.” Mogens trækker hånden til sig og går ud i køkkenet. Den historie skal jeg lige synke. Tænk at svæve mellem liv og død. Hvor må det have været forfærdeligt for Mogens’ venner og slægtninge, ikke og vide om han vil leve eller dø i morgen. Med et savner jeg min far og mor, ja selv Hugo savner jeg. Jeg går ud til Mogens. “Jeg går hjem nu”, siger jeg. Mogens nikker. Lige nu glæder jeg mig bare til at komme hjem til vores dejlige, nedbrændte hus.
Jeg går ind af det, der før var en dør. Siden huset brændte, har vi boet i telte. Jeg er dødtræt af Hugo. I går bed han mine højhælede sko i stykker. Møgunge! Men alligevel kan jeg ikke vente med at løbe hen og give bidekongen et kram. Men det ændrer sig lige da jeg har åbnet teltet. Hugo er i fuld gang med at hamre min mobil ned i jorden. Alle mine blade er revet i stykker. Ikke nok med det. Min venindebog med alle hilsnerne fra mine veninder i Lyngby er oversprøjtet med vand. “Nej Hugo stop!”, råber jeg, mens jeg prøver at vride mobilen ud af nogle helvedes stærke børnehænder. “Mig ha mobil! mobil dum!”, griner Hugo lykkeligt, mens han fortsætter med at torturere min stakkels mobil. I det samme kommer mor ind i teltet. “Hvad foregår der her? Man kan ikke engang gå til købmanden uden hele teltet bliver svinet til. Kom så i gang med at rydde op!” kommanderer min rengørings-monster-besatte-mor. “Hvorfor har Gud dog givet mig sådan nogle ustyrlige børn?” sukker mor, mens hun med et snuptag hiver mobilen fra Hugo. Det ved jeg godt, tænker jeg, for ellers ville hun ikke have noget at lave. Hvis ikke mig og Hugo var her, ville mor blive sindssyg. Hun ELSKER at rydde op. Far stikker hovedet ind. “Hvad har mine dejlige unger nu været skyld i?” spørger far, mens han krammer mor. “De har bare ryddet alt det ud, jeg lige havde ryddet op” sukker mor. ha! Det var Hugo, ikke mig. Min lyst til at komme hjem er ligesom ved at blegne. “Jeg smutter over til Mogens” råber jeg, mens jeg kæmper mig forbi far. Far holder fast i mig. “Er der noget galt”, spørger far med sin mest faragtige stemme. “Nej overhovedet ikke!” vrænger jeg, mens jeg vrider mig fri af hans greb. Jeg er bare så gal. Hvorfor giver de mig skylden? De burde trøste mig. Mobilen og venindebogen var min eneste kontakt til verden fra denne dødssyge by. Væk. Jeg vil bare væk. Jeg skal lige til at åbne Mogens’ havelåge, da jeg ser det. En ambulance og en lægebil holder uden for Mogens’ hus, og på en båre på vej ind i bilen ligger Mogens.
Jeg bliver svimmel. Mogens. Det var Mogens, der lå på den båre. Jeg skynder mig efter bilen. Men den er allerede væk. Jeg sætter mig ned på fortovet. Lorteverden. Alt går imod mig i dag. Hvorfor Mogens? Den eneste, jeg vidste, jeg kunne stole på i den her dødssyge by. Mor kommer ud. “Lille skat. Var det ham du var inde ved i går?” spørger hun ømt. Jeg nikker, og så kommer tårerne. Jeg græder og græder. Mor kigger bare forstående og hvisker ”lille skat”. Jeg fortæller hende historien Mogens fortalte mig i går. Mor nikker bare og holder om mig. ”Vil du besøge ham på hospitalet” spørger hun blidt. Jeg nikker. Så kan jeg måske få stoppet det rend af tanker, min fantasi har skaffet mig. Mor går ind til far. Hun hvisker noget til mig. Så fisker hun min ramponerede mobil op af lommen. “Virker den?” spørger jeg stille. “Måske” siger mor, mens hun trækker på skuldrene. Hun taster et nummer. Så går hun lidt væk. Efter lidt tid kommer hun tilbage. Hun smiler. Jeg kan mærke mine tæer krøller sig sammen af nysgerrighed. “Mogens har det godt. Det var kun et besvimelsesanfald, men det var et signal fra hans krop om, at han skal slappe mere af. Lægerne vil ikke så gerne have, at vi besøger ham lige nu, men han kommer hjem i morgen.“ Jeg kan mærke tårerne presse på. “Jamen lille skat. Er du ikke glad?” spørger mor undrende. “Jo”, hulker jeg. “Jeg er bare så glad”. Mor smiler. Så begynder hun at grine. Til sidst kan jeg heller ikke lade være. Vi griner og griner. Vi griner så højt, at far kommer løbende ud og spørger hvad der er galt. Han tror nok vi er blevet erstattet af aliens. Men det er lige meget. For Mogens har det godt.
Jeg vågner tidligt om morgen. Jeg kan næsten ikke vente med at se Mogens igen. Jeg sidder på hans havelåge og vipper frem og tilbage, da bilen kommer. Mogens træder ud. Jeg løber hen og krammer Mogens. “Nå er jeg så savnet!” griner Mogens, mens han laver et overrasket ansigtsudtryk. “Ja!” råber jeg. Jeg hjælper Mogens ind.
Spider ligger og daser på den røde sofa. Den løber hen til Mogens, da han kommer ind. Jeg har slet ikke lagt mærke til den dame, der var med Mogens. Mogens nikker hen mod hende. “Jo ser du..” begynder Mogens. Det er tydeligt, der er dårlige nyheder på færde. “Jeg skulle jo tage den lidt med ro, og derfor skal jeg på plejehjem” siger Mogens friskt, men er helt mat i øjnene. Det er ligesom om den gode stemning er væk. Jeg ryster på hovedet, så styrter jeg ud. Dumme, dumme verden. Nu havde jeg lige glædet mig til at få Mogens hjem. Og så skal han på plejehjem. Jeg styrter forbi mor og gemmer mig inde i den ødelagte brusekabine. Hugo stikker hovedet ind. “Du ked af det?” spørger han sødt. Jeg nikker. Han kravler hen og krammer mig. Det er længe siden han har gjort det. Jeg krammer ham igen. “Ska måge dytte?” spørger Hugo. Jeg nikker. En tåre forlader min øjenkrog, og glider ned over min kind. “Men vi ka da platte på måge!” siger lillebror glad. “Nej det kan vi ikke” siger jeg trist. Men… han har måske fat i noget! Jeg styrter ud til mor. Jeg har fået en genial ide. “Mor, mor! kunne vi ikke bo inde ved Mogens. Så kunne mig og Hugo være hans børnebørn. Så kunne vi passe ham. Så skal han ikke på plejehjem!” råber jeg mens jeg danser en sejrsdans. “Vil du lige sætte dig ned og forklare forfra?” siger mor, mens hun smiler en smule. Så kan det ellers være hun får alle detaljerne i min geniale plan. Da jeg er færdig, går mor over til far. Hun siger noget til ham. De går ind til Mogens. Det føles som en evighed. Så kommer de ENDELIG ud. “Kan vi? Kan vi?” spørger jeg mens jeg hopper op og ned på stedet. Jeg kan næsten ikke tro det! Mor nikker! “Vi skal alle sammen hjælpe til! Mogens skal have ordentlig mad”. Mor er gået i gang med et af sine lange foredrag om, hvordan vi skal gøre dit og dat. Mogens ruller med øjnene bag mors ryg. Jeg smiler. Men det viser sig ikke at blive helt nemt for mig og Mogens. Først må vi stoppe Hugo, før han bider den afrikanske maske i stykker og før han får splittet huset ad, og så til sidst mor. For hun har fået et nyt strygejern ….
Anna van Deurs, Thurø, april 2013