Et forlis og et druknet hjerte

Pift. Bådmandsfløjten lyder. Nu er vi her endelig. Det vi har sparet sammen til i et helt år. En tur på Miss Amrita. Min storebror er allerede godt i gang med at udvælge, hvilke piger han vil score på turen. Typisk Jamie. Far er allerede godt i gang med at få en ældre dame til at købe vores slidte Ford Aldi. Mor derimod pusler om min 5 årige lillesøster Emily. Jeg kigger ud over vandet. Det er spejlblankt. Men dybt inde i mig ved jeg, at alt ikke er som det skal være. Jeg overvejer at sige det til far. Og min sjette sans har ret. Jeg når knap at tænke tanken til ende, før et uvejr bryder løs.

Bølger så høje som huse rejser sig. Blæsten tager til. Solen forsvinder bag en stor, sort sky. Regnen driver ned af vinduerne. ”Sikke dog et uvejr. Det er heldigt, at vi sidder inden for”. Jeg kigger op. ”Amy, er du ok?” Mor prøver igen at bryde igennem det sorte humør, som drev ind over mig samtidig med den sorte sky. ”Jeg er bare lidt søsyg.” Jeg bliver overrasket over, hvor tynd min stemme pludselig lyder. Så mærker jeg kvalmen. Jeg løber hen mod toilettet. Jeg når lige ind i båsen. Så brækker jeg mig.

Jeg tager mig til hovedet.”Amy, Amy, mor sagde, jeg skulle se, om du var okay”. Min lillesøster kommer løbende og giver mig et kram. Pludselig mærker jeg en vrede boble op i mig. Den starter helt nede i tæerne og bryder sig vej gennem kroppen. Hun skal ikke tro, hun kan snøre mig ligesom min mor og far. De synes, hun er den sødeste i hele verden. Mig er de ligeglad med. Jeg synes egentlig, jeg har forrang. Jeg kom altså først. ”Skrid”, råber jeg. Amy kigger på mig med våde øjne. Så begynder en tåre at trille ned af hendes kind. Jeg fortryder med det samme. ”Emily, undskyld. Jeg mente det ikke”. Men min forbandede lillesøster er allerede væk.

Med et giver det et kæmpe ryk i skibet. Jeg bliver kastet baglæns. ”Alle passagerer bedes gå i redningsbådene. Alle passagerer bedes gå i redningsbådene”. En stemme skratter i højttaleren. Jeg løber ud af døren og op på dækket. Alt er kaos. Folk løber rundt. En matros forsøger desperat at få folk i den rigtige retning. Jeg får øje på min mor og far. ”Amy, Amy. Jeg kan knap høre min fars stemme. Jeg kæmper mig frem. Endelig når jeg derhen. ”Amy, har du set Emilie?” Min mor har tårer i øjnene. Jeg stivner. ”Er hun ikke ved jer?”, får jeg fremstammet.

”Værsgo, denne vej. Der er plads til jer derhenne”. En mand fører os hen til en redningsbåd. Jeg lægger ikke mærke til, at nogen løfter mig ned i båden. Jeg sidder bare der og kigger ud i luften. Først da båden rammer vandoverfladen, vågner jeg. Så ser jeg hende. Oppe på båden står min lillesøster og græder. Jeg kigger mig rundt. Jeg er åbenbart den eneste, der har set hende. ”Emily. Hun er deroppe. Mor kig. Kig nu”. Jeg råber hende ind i hovedet. Men så opdager jeg, at den, jeg sidder ved siden af, ikke er mor. Jeg opdager også, at hverken mor, far eller Jamie er ved siden af mig. Rent faktisk er ingen af dem på den båd jeg er i. Jeg kigger mig rundt. Der er ikke en redningsbåd foruden os. Så begynder jeg at skrige. Højt og skingert. Til sidst får kaptajnen nok og kaster mig ned i bunden og binder min mund til med et tørklæde. Jeg kradser og bider det bedste jeg har lært. Men til ingen nytte. Fra det sted jeg ligger, kan jeg se skibet synke. Jeg samler kræfter og kaster mig ud af båden. Jeg rammer vandoverfladen med et plask. ”Bliv her”. Jeg hører kaptajnen råbe. Så bliver der stille.

Jeg svømmer og svømmer. Jeg når hen til skibet, tids nok til at se Emilys lille krop synke til bunds. Jeg dykker. Ned igennem overfladen og ind i det tavse dyb. Jeg svømmer mod tiden. Emilys krop synker længere og længere mod bunden. Jeg får hende. Får fat i hendes livløse krop. Får hende op på ryggen. I de 12 år jeg har levet, har jeg aldrig været en haj til svømning. Men jeg kæmper. Jeg har snart ikke mere luft. I det øjeblik, jeg tror, jeg skal dø, når jeg overfladen. Jeg fylder mine lunger med luft. Så svømmer jeg. Svømmer til det føles som en uendelighed. Jeg har ikke flere kræfter. Jeg giver op. Lader mig flyde under. Men så mærker jeg to store hænder, der løfter mig op. Alt bliver sort.

Jeg vågner i en seng. Alt er hvidt omkring mig. Min bror står bøjet hen over mig. Bag ham står mor og far. Så går det op for mig, at jeg ligger på hospitalet. Men hvor er Emily? Jeg sætter mig op. ”Hvor er Emily?” råber jeg. Mor begynder at græde. Hun går ud. Nu er der kun far og Jamie i rummet. ”Hvor er Emily?” spørger jeg igen. Far og Jamie kigger på hinanden. Så kigger de på mig. ”Er hun ..?” nærmest hvisker jeg. Men deres ansigter er svar nok. Emily er død.

Vi sidder i kirken. Oppe ved alteret står Emilys kiste. Jeg lytter ikke efter hvad præsten siger. Kan hverken græde eller le. Bare det var mig, der var død. Tanken hjemsøger mig igen og igen. Men jeg skubber den ikke væk. Inderst inde ved jeg, at mor og far ønsker det samme. At det var mig, Amy Jackson, der var væk.

Anna Van Deurs, oktober 2012