En runde mere

Hun løber. Vejrtrækningen er anstrengt. Bare en runde mere. Så stopper hun. En runde mere. Så må det være nok for i dag. Så må fedtet være væk, eller bare noget af det da. Alt for hurtigt er hun forbi det store fodboldmål. Egentligt burde hun stoppe nu, men hendes ben løber videre.

En runde mere. Så er det slut. Mor skal helst ikke blive bekymret. Emilie ved jo at hun venter derhjemme, at hun hader at være alene. Sidder der i sin lejlighed med sit misfarvede hår og gule tænder. Ryger en smøg til, lader røgen undslippe sine læber og forpeste rummet. Den lejlighed hader hun. Ikke sin mor, hun er skam sød nok når hun gider. Men lejligheden… Hele bygningen generelt. Den minder hende om et fængsel. De store blokke, lejlighed efter lejlighed med mennesker der alle drømmer om at slippe væk derfra.

Lige ved siden af deres lejlighed bor Gitta. Gitta der holder fest hver weekend og lever sit liv i en damp af hash. Da Emilie var lille plejede hun at sove om dagen og være vågen om natten i weekenden. Det var simpelthen umuligt at sove i den larm.

Ovenover bor fru. Hansen. Hun er enke, hendes mand døde sidste år efter mange år med misbrug. Alligevel vil fru Hansen kaldes fru Hansen. Hun nægter at forstå han er død, bilder sig selv ind at han bare er nede og hente flere øller.

Emilie plejede at gå op med en buket tulipaner til fru Hansen hver torsdag. Så bagte de pandekager, og duften overdøvede cigaretrøgen. De øjeblikke nød Emilie. Lige indtil den dag, hun så sig selv i spejlet og opdagede hun var blevet tyk. Så stoppede hun med at aflevere tulipaner. Nu løber Emilie i stedet for. 20 runder hver dag. Måske en runde mere.

Anna van Deurs, 2015