En lille fejl
Han syntes ikke rigtig han havde gjort noget forkert, ikke før bagefter, da de begyndte at snakke om det, fordi det havde stået i avisen. Han kom til at tænke på da han havde grinet, fordi det simpelthen var så komisk, da fyren skvattede ud over kanten og røg i åen. Hans ansigtsudtryk, overraskelsen da han ramte vandet og fægtede med armene. Fyren var en udmærket svømmer, og vandet var ikke koldt på denne årstid. Så blev det selvfølgelig for meget, da de slog fyren over fingrene med deres bælter, så han blev nødt til at give slip, og opgive at komme op af vandet. Men det var på en måde stadig grinagtigt, fordi fyren nærmest kom til at se trist ud som en hund, når den sidder og skider. En slags flovhed. Måske fordi fyren ellers altid var sådan en, der var ovenpå. Han fik sig bare en lærestreg. Det blev naturligviss for meget, da de pressede hans hoved under vandet, for nu var han tydeligvis træt, men igen, det var først bagefter, at det sådan for alvor gjorde indtryk, da mor sagde det var tragisk, og så videre. Han følte virkelig ikke, han havde ret meget med det at gøre. Han så det som en slags spil. Det var ligesom en film eller noget i tv. Egentlig uvirkeligt. Det sagde han hele tiden til sig selv.
Men det blev ved med at vende tilbage. Om natten kom synet af drengens ansigt tilbage i hans mareridt, og når han vågnede, var han våd af sved. De mareridt begyndte at blive en del af hans hverdag. Som et fjernsyn der bare kørte og kørte, fordi fjernbetjeningen var gået i stykker. Tomheden begyndte at fylde hans hverdag. Alt var ligegyldigt. Han ville ønske det var ham der var druknet. Ham som hans mor sørgede over. Ham hans mor blev ved og ved med at fable om. Ham som fik hele byen til at græde. Men det var det ikke.
Han forsøgte at forklare det for sig selv. At det bare havde været for sjov. At fyren havde fortjent det, så overlegen som han var. Der var ingen skam at spore i hans sind. Og det skammede han sig over. Bare tomhed. Dem der havde været med den aften udover ham selv, var ligeglade. De levede bare videre som om intet var hændt. Som om livet bare var til for at være der, og de intet havde at gøre med de hændelser der begyndte at ske i byen. Men han var ikke ligeglad. Hans mor blev ved og ved, med at spørge ind til hans opførsel. Han smilede aldrig mere. Han svarede hende bare med et “mmm”.
En dag besluttede han det skulle være slut. De følelser han havde lukket inde så længe, væltede ud af ham. Han var alene hjemme, gudskelov for det, for ellers havde hans nærmeste været i fare. Han slog og sparkede omkring sig som en sindssyg, men det var også sådan han følte sig. Han piskede sig selv med det bælte han havde brugt den aften. Da han endelig var færdig, fuld af røde plamager, græd han. Det føltes, som en å hvor vandet flød over bredden, fordi det havde regnet for meget. Alt det han havde forbudt sig selv at føle, løb ud af hans øjne, og dryppede ned på gulvtæppet.
Han havde aldrig grædt sådan før. Tilladt sig selv det. Drenge græder ikke. Gråd var for svæklinge. Et tegn på svaghed.
Lige nu trængte han bare til omsorg. Til at en holdt om ham, sagde det var okay. Sagde at sådan var livet. Man kunne ikke leve et helt liv, uden at lave fejl en gang imellem. Selvom det var store fejl. Lige nu havde han brug for sin far. Sin store, stærke far. Han ville ikke have syntes om hans søn græd. Han ville have sagt “tag dig sammen min dreng! Livet går videre!”. Sådan var far. Men på bunden var han kærlig. Havde bare sin egen måde at vise det på. Det var derfor mor havde forladt ham. På grund af kærlighed.
Far havde bare givet hende et lille slag. Et lillebitte et. Men nok til en tur på skadestuen. Hans tegn på kærlighed. En vrede vældede op i ham. Mor forstod sig ikke på kærlighed. Det var hendes skyld, ikke fars. Da moren kom hjem fra skadestuen, pakkede hun sine ting, og tog ham med. I en måned boede de et gammelt skur af et hus. En måned. Mere skulle der ikke til. Far savnede mor. Han så det selv når han var hjemme ved ham. Far begyndte at gå sammen med sine gamle venner. Det blev han nødt til, hvis han skulle overleve. De opkrævede `dummepenge`og det var en god forretning. Nogen gange gik det for vidt. Ville folk ikke betale, blev de nødt til at straffe dem. Han sagde, det bare var for sjov. Men han så godt, farens blodige lædervest når han kom hjem. Han så selv ørnesaksen i entreen.
Far ville have forstået ham. Han gik ud i skuret, fandt den velkendte ørnesaks. “Nu skal det være slut” hviskede han, ud i luften, ud over åen, der løb bag deres hus. Den selvsamme å der havde været skyld i al balladen. Både hans egen og hans fars.
Anna van Deurs
“En lille fejl” er en videredigtning på en kortprosatekst af Bent Haller.