Blodrød, Ikke Rosenrød

Jeg løfter hånden. Lader den blodrøde negl glide ned af halsen. En lille rift følger dens spor. Jeg smiler tilfreds. Den ventede bloddråbe, blander sig med farven på min negl. ”Malian! Hvordan er det dog du ser ud!”. Mallottas stemme fylder hele rummet. Jeg vender mig langsomt rundt. ”Jeg har vel for fanden lov, til og klæde mig, som jeg vil!” hvæser jeg vredt. ”Jeg advarer dig bare. Det der bliver Kalim ikke glad for” siger Mallotta med rystende stemme. ”og hvad så hvis det er min nye stil?” siger jeg med den mest selvsikre stemme, jeg kan lystre. Mallotta ryster opgivende på hovedet. ”Kalim kommer efter dig!” siger hun grødet. Så vender hun om, og går hulkende ud af mit lille værelse. Kunne hun ikke bare have skældt mig huden fuld! Så kunne jeg være rasende og beklage mig. Men det at hun begynder at græde, er meget værre. Og jeg ved godt Kalim kommer efter mig. Og jeg ved godt han vil slå mig. Men jeg er ligeglad!

Jeg kigger ned af mig selv. Den flæsede trøje med dødningehovedet sidder som støbt på min krop. Nittebåndet skinner faretruende fra mit håndled. Mine øjne og læber er kulsorte. Ligesom mit indre. Det føles som om et nittebåndet, magen til det på mit håndled, er spændt fast om hjerte. Og har vendt piggene indad. Hvorfor! Hvorfor skulle mor dø ved min fødsel? Hvorfor skulle min moster gifte sig med Kalim. Hvorfor skal jeg være den jeg er? Jeg ved egentligt godt hvorfor, min moster giftede sig med Kalim. Far bestemte deres ægteskab, længe før hans død. Men alligevel. Kalim er forfærdelig. Han slår mig og Mallotta, så det er et rent helvede. ”Malian!”. Døren bliver flået op. Kalim står i døråbningen, skræmmende som han er. ”Af med det kluns. Nu!”. Jeg bakker. Ryster langsomt på hovedet. Selv om han er manden i huset, skal han ikke bestemme over mig. ”Adlyder du mig ikke?” siger Kalim hånligt og vredt. Han giver mig en svidende lussing. Jeg vakler bagud. Tager mig til kinden. ”Tag så det kluns af, sagde jeg. Og lad det gå lidt tjept!” siger han faretruende, og rykker tættere på mig. Langsomt, tager jeg nittekæden af. Jeg må hellere gøre hvad han siger. For Mallottas skyld. Jeg venter på at han skal gå, så jeg kan skifte. Men han rykker sig ikke. Jeg stirrer på ham. Han vil vel ikke have at jeg skal klæde om, mens han er her? ”Fortsæt” siger Kalim hånligt. Jeg sender ham et vredt blik. Hvis jeg turde, ville jeg melde ham til politiet. Men gør jeg det, slår han mig ihjel. Jeg løfter dødningeblusen op over hovedet. ”forsæt” siger han grumt. Nej! Det nægter jeg altså. Jeg har fundet mig i meget. Men nu er det nok. Jeg slår ud efter ham. Og rammer plet.”Hvad fanden tøs! Skal du slå mig?” Hans stemme er hæs og barsk. I en tåge ser jeg hans kniv. Det næste, jeg ser, er blod. Så bliver alt sort. Sort som mit indre.

Anna van Deurs, april 2013