Klinikken

Hvis man stod tidligt op, ville man kunne se en skikkelse vandre rundt i parken. Han gik med sin stok over skulderen. Sådan havde han gået sin morgentur, lige siden han blev pensionist. Og det var ved at være en del år siden. Når han kom hjem fra sin tur, ventede hans kone Elsa med morgenkaffen. Så ville de sammen gå ind til byen, sætte sig på “Cafe Midtpunkt” og nyde at se folk strømme til arbejde og vide, at det skulle de ikke bekymre sig om. Engang havde Poul været politipsykolog. Det var han ikke mere. Nu var han pensionist, og det var han glad for. Selvom der af og til manglede lidt spænding i hverdagen, savnede han ikke at tale med sølle skæbner, dag ind og dag ud. Men i dag blev morgenturen ikke helt, som den plejede.

Poul gik hen og satte sig på bænken. Kun et øjeblik for at hvile benene. Så skulle han videre. Han kunne godt mærke den begyndende gigt. Hvem der bare havde en ung frisk krop! Poul strakte sig, og gjorde sig klar til at gå videre. Men hvad var nu det? To stemmer brød igennem den ellers idylliske morgenkvidren. En lys damestemme og en hæs mandestemme. Damen havde en anelse accent, kom Poul frem til. Hvad det end var, de snakkede om, var de i hvert fald ikke enige. Flere gange hævede deres stemmer sig, og flere gange hørte han kvinden hulke. Poul kløede sig på hagen. Det gjorde han altid, når han skulle tænke sig om. Egentlig burde han rejse sig og gå hjem til Elsa. Men nysgerrigheden trak i ham. Stille rejste han sig fra bænken, og begyndte at gå i retning af stemmerne. Hen ad vejen, forbi den gamle gadelygte. Nu var det helt tæt på. I løbet af sin karriere havde Poul hørt mange frygtelige historier. Han var efterhånden en erfaren gammel rotte. Alligevel var han dog lidt ængstelig, da han kravlede ind under busken. Foran ham kunne han høre de to fremmede diskutere højlydt. “Jeg kan ikke! Jeg kan simpelthen ikke!”, hulkede kvindestemmen. Poul lå stille. Hans hjerne kørte på højtryk. “Du skal gøre det. Ellers giver jeg dig ikke medicin!”, truede mandestemmen. “Jeg ved det, jeg ved det… De er bare så søde!” kvinden lød så fortvivlet, at det skar Poul i hjertet. Hvad kunne være så grusomt, at det kunne fremkalde denne fortvivlelse? Det nåede Poul aldrig at finde ud af. For i det samme greb en hånd fat i hans skulder. Og alt blev sort.

Fuglene kvidrer. Det er snart forår. Alligevel er jeg ikke glad. Tværtimod. I morges da jeg gik ud for at fodre Ninus, lå hun helt stille. Først troede jeg, hun var død. Jeg løftede hende stille op og begyndte at græde. Men så opdagede jeg en lille bankende rytme bag den bløde pels. Nu sidder jeg i bilen sammen med Tobias og far. Vi skal ud til “Hansens dyreklinik” med Ninus. Der er helt stille i bilen, da vi kører op til parkeringspladsen. “Så er vi der”, sukker far stille. Jeg åbner bildøren, så godt jeg nu kan med Ninus på skødet. Hun ligger helt stille og kigger mat på mig. Jeg aer stille hendes lange ører. Det føltes lidt som vi går i trance det sidste stykke hen til elevatoren. Langsomt løfter den mig, Ninus, Tobias og far op mod himlen. På tredje etage stopper den. Vi stiger ud, og jeg kigger mig omkring. En dame på alder med mor sidder og stirrer tomt ind i sin computerskærm. Hendes hår er lyst, hun har grå-blå øjne, og hendes tøj er fint og kontoragtigt. Man må tjene godt på at arbejde i “Hansens dyreklinik”! Far rømmer sig. Først der vågner hun op fra sin skærmtrance. “Hansens dyreklinik, hvad kan jeg hjælpe med?” siger hun mekanisk. Det kommer helt bag på mig, hvor lys hendes stemme er. Og så lyder det lidt som om hun synger ordene i stedet for at sige dem. “Da Marie kom ud for at fodre vores kanin Ninus her til morgen, lå den underligt stille. Den har ikke fået det bedre. Er det noget I kan hjælpe med?” spørger far professionelt. Han er selv læge, og det forklarer måske hvorfor han kigger så mistænkeligt rundt, som om han vil vurdere dem. Det er nok der man tænker at far kunne have helbredt Ninus. Men far er altså menneskelæge, og jeg tror ikke, Ninus vil synes det er specielt morsomt at få en ispind proppet i halsen! “Ja, lige et øjeblik” svarer kvinden, og roder i nogle papirer. Jeg sætter mig på en af de røde ventestole. Ninus ligger stadig helt stille. “Vi skal nok få dig rask igen…” hvisker jeg ind i de store, bløde ører. Nu håber jeg, at dyrlægen også mener det! Jeg er for alvor begyndt at blive bange for, at det er noget alvorligt. Ninus har hverken spist eller drukket, siden jeg kom ud til hende i morges. “Hansen har plads nu. Ned af gangen og til højre” siger kvinden. Så falder hun atter ned og glor ind i skærmen.

Far går ned af gangen, og Tobias følger efter. Jeg rejser mig. Mit blik falder på hendes skrivebord. Alt ligger i fine, lige bunker. Foran computeren står et lille navneskilt. Oliwia. Jeg læser det lige igen. Hvem kalder sit barn for Oliwia med w? Hun må være fra udlandet. Oliwia kigger op. “Var der mere?” spørger hun med sin underlige syngende stemme. “Nej… Jeg… Pyt!” stammer jeg, og går hen af gangen. Jeg kan mærke hendes blik i ryggen. Det borer sig ind som en skrue i en vild boremaskine. Men da jeg vender mig, sidder hun igen i sin skærmtrance.

“Ja, det ser jo ikke for godt ud med lille Ninus” siger Hansen. Jeg stirrer ned i jorden. Bange for at høre hans næste sætning. Tobias tager min hånd. Selvom jeg normalt hader min bror, er det nu meget godt med en tvilling. Det er som om han altid ved, hvornår jeg er ked af det. Og hvordan han skal trøste mig. “Men lad os nu se… Jeg tror vi beholder Ninus her i nogle dage, og så ser vi på sagen”. Jeg kigger ikke på Hansen. Er bare glad for at han ikke sagde Ninus skulle aflives. Selvom far synes, det er dyrt med en privat dyreklinik, synes jeg, det er det hele værd. Jeg kan ikke klare, hvis Ninus en dag var borte! “Jamen så siger vi tak”. Fars stemme får mig til at kigge op. Jeg trækker vejret dybt og aer Ninus en sidste gang. Så går jeg ud af døren. På vej ud klapper Hansen mig på skulderen. Jeg synes, han er lidt uhyggelig! Han er ligesom lidt for venlig. Hans stemme er hæs, selvom jeg ikke har hørt ham hoste en eneste gang! Jeg kigger mig over skulderen. I det øjeblik synes jeg Ninus kigger mig i øjnene. Råber lydløst om hjælp. Nu ved jeg, at jeg skulle have lyttet.

På vej hjem i bilen er der helt stille. Ingen siger noget. Jeg sidder bare og stirrer ud af vinduet. Jeg kan ikke rigtig glemme Ninus’ blik. Det der sørgmodige glimt, der var i dens blanke øjne. Bilen drejer ind i vores indkørsel. Mor er på arbejde. Selvom det er påskeferie. I morgen skal vi ud og finde æg. Men jeg har ligesom ikke rigtig lyst. Vi plejer altid at sige, det er Ninus der har gemt æggene. Selvom vi alle ved, at det er mor og far. I år kan vi ikke sige det. For Ninus er jo inde på dyreklinikken. Jeg har stadig en følelse af, at Ninus ville fortælle mig noget. Men jeg ved ikke hvad.

“Nå, er der nogen der vil have påskeæg unger?!” siger far friskt. Enten er han en virkelig god skuespiller, eller også har han virkelig glemt alt om Ninus. “Jeg… jeg ved ikke rigtig, om jeg har lyst til æggejagt i år” siger Tobias stille. Faktisk så stille så det kun er mig, der hører det. “Det ved jeg heller ikke om jeg har” hvisker jeg tilbage. “Det får mig til at tænke på Ninus”. Tobias nikker forstående. Far står klar med en kurv til æggene. Han kigger på os. Vi må se ret triste ud, for han løber hen og giver os et kram. “Så, så unger, ikke så triste! Jeg er sikker på, Ninus har det godt!”. Det er jeg bare ikke helt så sikker på.

“Ja Ninus sov altså stille ind her i nat. Det gør mig ondt”, siger Hansen medfølende. Jeg glemmer helt hans hæse stemme. Lige nu gør det bare alt, alt for ondt, at Ninus er væk. “Jeg tror godt, vi vil have Ninus med hjem, så vi kan sige ordentligt farvel” siger far. Pludselig ser Hansen beklemt ud. “Tja… I princippet plejer vi jo at beholde de døde dyr, og undersøge hvorfor de døde og sådan…” siger Hansen med et påtaget smil. Jeg kigger lidt undrende på Tobias. Hvorfor må vi ikke tage Ninus med hjem? Det kan vel ikke være alle kaniner, de skal undersøge! Jeg vil også gerne sige ordentligt farvel til Ninus. Jeg har jo haft hende i over 7 år! Fra rømmer sig. “Er du sikker på, at vi ikke kan få Ninus med hjem?” spørger han prøvende. “Helt sikker” siger Hansen en anelse lettet. Det får mig til at kigge endnu en gang på Tobias. Han ligner en, der tænker så det knager. “Hvorfor døde Ninus egentligt? Hvad fejlede hun?” spørger Tobias mistænksomt. “Øh… Jeg skal lige kigge i min papirer” siger Hansen. En sveddråbe løber ned over hans kind. Far kigger undrende på ham. Kan han ikke huske, hvad Ninus døde af? Han behandlede jo hende i går! Et eller andet får mig til at følge efter Hansen. “Hvad skal du?” spørger han vagtsomt. “Øh… På toilet!” svarer jeg hurtigt. “Jamen så er du gået den forkerte vej. Toilettet er i den anden retning!”. Pludselig lyder han ikke så venlig mere. “Okay” siger jeg og bakker. Han sender mig et sidste blik, så vender han ryggen til og går over mod computerdamen. Hun ser helt skræmt ud, da han vender sig mod hende.

Jeg drejer instinktivt ind af gangen, overfor det lokale far og Tobias venter i. Oliwia og Hansen taler ophidset sammen ovre ved elevatoren. Jeg læner mig lidt frem. Bare jeg kunne høre, hvad de siger! De står stadig med ryggen til, så jeg tager en hurtig beslutning. Lader mig glide rundt om hjørnet og hen bag den store potteplante. Det hjalp! Nu kan jeg høre små brudstykker. “Giver en æske… Ja… ikke opdaget… Jeg ved det godt… gøre det for medicin!”. Hansen rejser sig pludseligt. Jeg når slet ikke at reagere. Så er han bag mig. “Hvad laver du dernede lille frøken. Studerer blomster?!” siger han hvæsende. “Ja! siger jeg hurtigt. “Ja det gør jeg faktisk!”. “Nå så det gør du!”. Han klør sig i det skæg, han ikke har. Jeg rejser mig og går tilbage til far og Tobias. Hans blik følger min mindste bevægelse. Jeg åbner døren. Så er jeg endelig i sikkerhed for det borende blik.

“Her har i Ninus. Prøv om I ikke kan få tid til at begrave den i dag, ellers kan kødet nemt rådne” siger Hansen, nu med sin venlige stemme. Men jeg hopper ikke på den. Jeg stirrer koldt igennem ham. Far tager imod den lille skotøjsæske, hvor Ninus ligger i. Hansen følger os ud til elevatoren. Da vi går forbi Oliwia, sidder hun igen foran skærmen. Gad vide om hun overhovedet laver andet!

Da vi kommer hjem, er mor klar med te og boller. For en gang skyld er hun endelig hjemme! “Hvordan gik det? Har Ninus det bedre?” spørger hun forstående. Jeg ryster på hovedet. “ Ninus er taget til himlen” forklarer Tobias, på en rigtig Tobias måde. Mor ser et øjeblik utrolig ked af det ud. Så tager hun mor-masken på igen, og giver os et kram. “Det var nok også det bedste…” siger hun stille. Først der går det op for mig, hvad der er sket. Ninus er død. Jeg kommer aldrig mere til at putte mig ind i den bløde pels igen. Til at hviske at jeg elsker hende! Og så står mor og siger, at “det nok var det bedste”! “Nej!” råber jeg, overrasket over mig selv. “Det var ikke det bedste!”. Tårerne triller ned over mine kinder. Mor ser helt forskrækket ud. “Jamen lille skat dog… Det jeg mente var bare… ja…” siger mor, og prøver forgæves at redde den. “Jeg tror, mor mente, det var bedst for Ninus ikke at lide” bryder far ind. Mor skynder sig at nikke. “Jamen den led jo ikke” siger Tobias forsigtigt. “Den havde jo os…”

Der er koldt, da vi står samlet ude i haven. Far og Tobias har gravet et lille hul under æbletræet, og mor har lavet et lille kors ud af spisepinde. Jeg kæmper med tårerne. “Marie, vil du hente kisten?” siger far højtideligt. Jeg nikker. Ude i bryggerset står den lille skotøjsæske. Jeg har malet blomster på den, og skrevet NINUS. Jeg løfter den forsigtigt op. Den er overraskende let. På vej ud snubler jeg over Tobias sko. Jeg kaster mig efter æsken, men for sent. Den lander på gulvet med et lille “klunk”. Jeg kigger væk. Har ikke lyst til at se Ninus’ døde krop. Jeg tager mig sammen. Jeg bliver nødt til at putte Ninus ned i æsken, så vi kan få den begravet. Men da jeg vender mig om, er æsken tom. Jeg kigger lidt bag nogle sko for at se om Ninus på mystisk vis er røget derhen. Men det er hun ikke. Jeg skal lige til at kalde på mor og far. Men så kommer jeg i tanke om Hansens blik, da han opdagede mig bag potteplanten. Jeg er sikker på, at Ninus aldrig har været i den æske. Den må stadig være på dyreklinikken. Enten har Hansen givet os en forkert æske, eller også…

I stedet for at kalde på dem sætter jeg låget på æsken igen og går ud i haven. “Det tog da lidt tid” siger far, og prøver at være sjov. Men der er ingen, der griner. I stedet får han et strengt blik fra mor. Jeg lægger æsken ned i det lille hul. Far dækker det til med jord. Så synger vi “Om lidt bli’r her stille”. Far har sat en lille forlængerledning i CD-afspilleren, og vi synger stille sammen med Kim Larsen. Selvom det er meget smukt, føles det helt forkert. For Ninus er jo slet ikke i æsken!

Efter begravelsen hiver jeg Tobias med om bag huset. Mor og far går ind og laver kaffe. Stille forklarer jeg Tobias, at Ninus ikke er i æsken. Jeg klapper ham sådan lidt kejtet på skulderen. Han trækker vejret dybt. “Okay… Så det du siger er, at Hansen har givet os en tom æske?” siger han, som om han lige skal forstå det. Jeg nikker. “Hvad skal vi gøre? Tage ud på klinikken om aften, og finde ud af det?”. Selvom han mener det for sjov, tager jeg det dybt alvorligt. “Ja” siger jeg gravalvorligt. Han ser lidt forbavset ud. Jamen så gør vi da det”.

Da vi går ind i elevatoren, er jeg lidt nervøs. Hvad nu hvis Ninus bare ligger hjemme i bryggerset? Så er det jo ikke så godt, at vi er på vej til at udspionere Hansen. Vi får garanteret mega meget skældud! Dørene glider op. Vi stiger ud. Jeg går lige bag Tobias. Jeg takker i mit stille sind de højere kræfter for, at computerdamen ikke sidder klinet fast foran skærmen. Længere fremme kan jeg høre nogle hviskende stemmer. Mig og Tobias’ blik mødes i et splitsekund. Vi nikker samtidig. Vi behøver ikke planlægge, hvad vi skal gøre. Man ved ligesom bare, hvad den anden gør. Endnu en af fordelene ved at være tvillinger. Vi drejer ned af gangen. Stemmerne lyder højere her. Skridt der kommer tættere på. Igen kigger vi på hinanden. Så lydløst det nu kan lade sig gøre, smutter vi ind af en dør. Den fører ind til det sted Hansen kiggede på Ninus. Uden for døren bliver stemmerne højere. Lyden af skridt standser. Jeg holder vejret. Så fortsætter rytmen. Igen takker jeg gud og skæbnen og alt det der. Mit blik falder på en bøtte, der står på briksen. Jeg tager den op. Åbner låget. En stærk, skrap lugt fylder rummet. Tobias holder sig for næsen. “Hvad fanden er det?!” hvisker han. Jeg trækker på skulderen. “Der står, det hedder `Donum`” hvisker jeg tilbage. “Har jeg ikke hørt det før?” spørger Mathias undrende. Jeg tænker så det knager. Donum? Hvor er det nu jeg har hørt det henne! “Nu kan jeg huske det!” udbryder Mathias. “Far fortalte jo, at nogen fra hans arbejde var kommet til at give patienterne Donum i stedet for det rigtige medicin. Donum betyder jo gift!” siger han begejstret. Jeg er knap så begejstret. Hvis en dyrlæge har gift stående i sit behandlingsrum, er det blevet brugt til noget. Og jeg er bange for det har noget med Ninus at gøre. “Vi må se at komme væk!” siger jeg, da sandheden går op for mig. Det der sker på klinikken, er vist ikke noget som tolvårige tvillinger skal blande sig i. Det er vist mere egnet til politiet. Tobias nikker. Han putter flasken med gift i lommen og lægger øret mod døren. “Fri bane” hvisker han, og vi lister ud på den mørke gang.

Der er helt stille nu. Jeg lister hen mod elevatoren. Men Tobias hiver fat i mig. “Jeg skal altså tisse!” hvisker han febrilsk. Jeg sukker anspændt. “Kan du ikke holde dig!” hvæser jeg stresset. “Nej!” hvisker Tobias tilbage og begynder at gå tilbage. Jeg følger modstræbende efter. “Hansen sagde noget med, at det var den her vej” siger jeg og går til venstre, da vi når Hansens behandlingsrum. Jeg åbner døren. Og får et kæmpe chok. En mand sidder bundet til en stol lige foran mig. Tobias ser ud til at være lige så forskrækket som mig. Manden hænger på stolen, som om han sover. Tobias går hen mod ham. “Nej lad hellere være…” hvisker jeg så lavt jeg overhovedet kan. Jeg skal ikke have noget af at vække den underlige mand! Men for sent… Manden farer op, da Tobias går ind i en stol. Jeg knuger hænderne. “Nej I må ikke slå mig ihjel!” råber manden skræmt. Jeg tysser på ham. “Ti stille!” hvæser jeg. Han holder op med at råbe, og falder sammen igen. “Vi vil dig ikke noget ondt” fortsætter jeg i et lidt venligere tonefald. “Befri mig! Vil I ikke nok?” siger manden bedende. “Først vil vi vide, hvem du er” siger Tobias vågent. Lige mine ord! “Jeg… Jeg hedder Poul. Jeg gik en tur i parken, da jeg overhørte en samtale. I næste øjeblik var jeg bagbundet, og blev slæbt bort. Jeg har siddet her i tre dage. I går hørte jeg dem tale om, at de ville smide mig ud over Storebæltsbroen for at komme af med mig!”. Den gamle mand stopper op. Han trækker vejret tungt. “Vil I ikke nok befri mig? Elsa må savne mig helt vildt!”. Han begynder at snøfte. Jeg har aldrig set en voksen mand græde før! Heller ikke min far. Jeg tager en hurtig beslutning. Nikker til Tobias. Han begynder at løsne den gamle mands reb. Så stivner han. Jeg vender mig om. Bag mig står Oliwia!

“Hvad fanden laver I her!” udbryder Oliwia. Hendes syngende stemme, lyder overrasket og vred. “Vi… Vi”. Jeg aner simpelthen ikke, hvad jeg skal svare! Først der begynder jeg at græde. Alt det med Ninus vælter ud af mig. Til min store overraskelse løber Oliwia over og holder om mig. Store fine tårer triller ned over hendes kinder. “Undskyld” jamrer hun. “Undskyld, undskyld, undskyld!”. Hun sætter sig på en stol. “Jeg ved ikke, hvorfor jeg gjorde det. Eller jo… Det gjorde jeg jo egentligt. Min datter er syg, og jeg er taget til Danmark for at skaffe penge og medicin. Hansen ansatte mig, og jeg troede, jeg bare skulle lave computerarbejde, men næ nej!”. Hendes talestrøm kommer helt bag på mig! Tobias løsner den gamle mands reb, og vi går alle sammen over og holder om Oliwia. Hun kigger på den gamle mand. “Jeg kunne slet ikke holde ud at skulle dræbe de stakkels kaniner, men Hansen lovede mig medicin for det. Det var det du hørte, Poul!”. Hvordan ved hun, at han hedder Poul? Jeg slipper Oliwia, og lader Tobias og Poul om krammeriet. Jeg kan stadig ikke tilgive hende, at hun dræbte Ninus! “Men hvorfor ville Hansen have dig til at dræbe kaninerne? Hvad får han ud af det, andet end at gøre deres ejere kede af det!” siger jeg hvæsende. Jeg vender mig mod Oliwia, og kigger hende direkte i øjnene. “Hansen pelser kaninerne, og de andre døde dyr, og sender skindene til udlandet. Han får masser af penge får det! Og hvis en øgle, eller et andet sjældent dyr kommer ind, helbreder han dem, og sælger dem videre!” sige Oliwia trist. “Er der ingen, der opdager, at deres dyr stadig lever?” siger Tobias forbavset. “Selvfølgelig ikke tumpe! De får jo bare en kasse med hjem, og begraver den, ligesom os!”. Selvom jeg har dårlig samvittighed, lader jeg min fortvivlelse gå ud over Tobias. Og så slår det mig, Oliwia også må have mega dårlig samvittighed. Pludselig forstår jeg, hvorfor hun sådan bryder sammen. Det ville jeg da også gøre, hvis jeg havde en masse dyr, og næsten et menneskeliv på samvittigheden! Jeg går hen og krammer hende sammen med Tobias og Poul. Hun ligner et lille barn, som hun sidder der, med tårerne trillende ned over kinderne.

Poul rejser sig. “Jeg foreslår, at vi ringer til politiet” siger han alvorligt. Oliwia trækker sig bange væk. “Nej!” hvisker hun. “så kan jeg ikke forsørge mit barn!”. “Kan man ikke sørge for, at Oliwia ikke får så hård en straf?” prøver jeg forsigtigt. Poul sukker tungt. “Jeg skal se, hvad jeg kan gøre. Du får i hvert fald nedsat straf, hvis du melder dig frivilligt”. Oliwia tøver. “Jamen så gør jeg det”. Jeg synes, hun er modig. At turde gå til erkendelse i stedet for at stikke halen mellem benene. Og jeg kan se, Tobias tænker det samme. “Jeg ved hvor Hansen bor. Vi kan ringe til politiet og give dem hans adresse”. Poul nikker. Vi går ud af det lille rum. Tobias går på toilettet. Poul pakker omhyggeligt giftflasken ind i en plastikpose. Oliwia trækker mig med ind i et lille rum. Over det hele er der kasser og sække. Fra nogle af kasserne kommer der lyde. Hun åbner en af sækkene. Så giver hun mig et skind i hånden. “Det der er tilbage af Ninus”. Jeg knuger min hånd om skindet.

Anna van Deurs, marts 2014