Don Otello – kapitel 3

 

Skal vi ikke bare sige, at jeg er totalt færdig med juice? For en uge siden besluttede min mor at hun ville være sund. På det tidspunkt anede ingen af os andre at ‘projekt sund’ ville involvere resten af familien, en juicemaskine til en tusse og en helveds masse besvær.

Det startede med at mor var til en af sine hyggeaftener med sin barndoms veninde Nina. De aftner plejer som regel bare at handle om de nye trends inden for indretning, hvor irriterende det er når ens mand ikke slår toiletbrættet ned og diverse nye emner. Men nu var det sådan at mors veninde Nina havde set lyset. Hele den aften brugte hun på at hjernevaske min mor og få hende til at vie sit liv til ‘JustJuiceIt’ kulturen. På vej hjem fra Nina smuttede mor forbi Imerco og vupti! Familien Johansen er nu de lykkelige ejere af en Juicepresser til en tusse.

Selvfølgelig var det ikke nok bare at lave en juice i ny og næ. Næ nej, mor havde andre planer. Så hun meldte uden familieråd eller nogen som helst advarsel, hele familien til foredrag med Miss Juice. Lørdag formiddag hvor mig, Otto og far sad og halvsov i bilen, drejede mor pludselig ind på en sidevej. Og inden nogen af os opdagede at dette ikke var vejen til vores lokale supermarked befandt vi os langt væk fra civilisationen, på vej til juice helvede.

“Jeg har en lille ændring i planerne. På det sidste har jeg lagt mærke til at vi er blevet lidt dovne i det allesammen. Så… Ja jeg har meldt os til et lille kursus.” Den sætning førte til et mindre udbrud fra mig og Otto på bagsædet. Vi har oplevet alt for mange ‘små kursuser’ til ikke at gå i totalt alarmberedskab når vi hører den sætning. Selv far rettede sig op i sædet og begyndte at lytte efter. “Nina gav mig en strålende ide med den juicepresser. Og hvorfor kun lade mig få glæden af at føle mig sund og veloplagt hver eneste morgen? Hvorfor ikke lade resten af min kære familie få smag for de gyldne dråber?”. Jeg kunne have nævnt mindst hundrede grunde, men valgte rent strategisk at holde kæft. “Den næste måned lever vi på juice. Vi lever af naturen som vi er designet til. Er i med mig?”. Der blev helt stille i bilen. Mig og Otto sendte hinanden blikket. Vi-må-stå-sammen-for-at-overleve blikket, der ellers kun bliver brugt til nødsituationer. Den pause gav mor tid nok til at kigge på klokken og så fik vi pludselig meget travlt!

En ting er at mor har meldt hele familien til et kursus mod vores vilje. En anden ting er at komme for sent til det kursus. Skal vi ikke bare sige jeg fik motioneret lige så meget som jeg plejer på et år plus lidt til?Det viste sig nemlig at sådan en helse-gård kan være meget svær at finde rundt på. Da vi endelig fandt det lokale hvor juice guruen skulle fortælle sine visdoms ord, var de andre et kvarter inde i foredraget. Der blev helt stille i salen da mor åbnede døren, og jeg nåede lige at registrere en fire-fem vrede blikke fra ældre damer iført hjemmestrikkede uldtrøjer. Garanteret økologiske. “Vi lister bare lige så stille ned bagved” hviskede mor ind i mit øre. Jeg er ikke sikker på Otto hørte den melding. Han adlød ihvertfald ikke. Vi var kun nået halvvejs forbi de vrede damer, før han lavede et stunt der ville have gjort en professionel stuntmand misundelig. Han havde såmænd fået øje på en køn pige bagerst i salen, og pludselig var han forvandlet til Don Otello – en jæger på jagt! Jeg tror bare han ville have kørt hånden gennem håret og blinket. Han tog så bare ikke lige højde for at han har rimelig meget voks i håret! Helt seriøst, jeg tror han bruger en pakke om dagen. Da han så efterfølgende lige ville kante sig forbi de sure damer, tog han fat i den enes stol. Uden at tænke på hans klistrede hånd. Pludselig lå min før så kække storebror på gulvet og rødmede. Med en imponerende fart rejste han sig op, og vi smuttede ned til de sidste stolerækker. De var så til vores store skuffelse, allerede optaget af en flok damer i overgangs alderen. Det eneste der var tilbage andet end gulvet, var fire store gymnastikbolde. Jeg satte mig ned på den ene, og resten af familien fulgte mit eksempel.

Jeg tror Miss Juice var rimelig glad for at kunne fortsætte. Hun snakkede ihvertfald uafbrudt da hun først kom igang igen. Jeg må indrømme at jeg ikke hørte så meget efter. Faktisk sad jeg bare og blundede lidt, indtil jeg hørte et snorken. Far. Diskret prikkede jeg ham i siden, men det skulle jeg aldrig have gjort! Han sprang op som havde jeg fyret et heksehyl af lige ved siden af ham. Desværre glemte han lige i det øjeblik han sad på en gymnastikbold. Kabom sagde, og så min lettere forvirrede far på gulvet. Det fik hele salen til at vende sig om for at se hvad den skøre familien nu havde fundet på. Far fik sat sig op igen, og juice guruen fortsatte. Jeg sad bare og kiggede på uret og talte minuterne til vi kunne slippe væk, og jeg kunne komme hjem og gemme mig under min dyne.

“Er der nogen spørgsmål?”. Miss Juice kiggede spørgende rundt i salen, og jeg sad og glædede mig over vi snart var på vej hjem. Desværre synes min mor at netop nu skulle hun fortælle sin livshistorie og lidt til. Hu viftede ivrigt med hånden og rejste sig op så alle kunne se hende. “Ja hej jeg hedder Agnete. På det sidste har jeg haft lidt problemer med mit tarmsystem. Du ved, luft i maven, hård afføring og når jeg så endelig får noget ud… Ja så kan man lugte det i hele huset!”. Det syntes hun åbenbart selv var hylemorsomt for hun grinede sin høje hønselatter. Der var bare ingen der grinede med. Ikke en eneste af de uldklædte, økologiske overgangsdamer slog bare en lille latter op. Jeg kiggede meget intenst ned på gulvet. Pludselig var sådan et gammelt gymnastik gulv blevet meget interessant. “Nå jeg ville bare høre om juicekuren hjælper på mit lille ‘problem’?”. Det syntes Miss Juice var et inspirerende spørgsmål som hun dog ikke lige kunne svare på. Hun havde jo ikke sådan et lille ‘problem’ . Det syntes resten af salen var morsomt og jeg selv kunne ikke lade være med at grine med.

Anna van Deurs