Sorgens Silhuet

Der var en gang en konge og en dronning. De var begge meget lykkelige, men ville gerne have et barn. Det fik de, og for hvert barn dronningen fik, voksede et birketræ. Til sidst stod der 11 birketræer i paladsets have. Foruden dem stod også dronningens og kongens træ.

Men en dag skete det frygtelige. Dronningens træ visnede og på deres 4. yngste datter Elianas 12 års fødselsdag, døde dronningen. Kongen blev bleg af sorg og også hans træ begyndte at visne. Vejret blev gråt. Ingen talte sammen. Ingen festede. Alle kongens børn sørgede, og deres træer tabte bladene. Kun Elianas træ blomstrede stadig. Hvis ikke det var for svalen, hun reddede sidste sommer, der sang i det hver dag, var hendes træ visnet, og Eliana død.

I sin fortvivlelse løb hun ned til byen og endte ved en fattig kone. Den fattige kone fortalte hende om et bjerg mange mil fra riget. Inde i bjerget lå sorgens silhuet. Det var sorgen fra de tusindvis af sjæle, der havde mistet deres hjem under krige. Det var sorgen fra syge. Alle elendighederne var samlet i sorgens silhuet. Elina fortalte om sin mors død. Og den fattige kone sagde at kun ved, at hun fandt sorgen silhuet, ville faderen og søstrenes træ blomstre igen. Elina ville få tre dage, lykkedes det ikke var de fortabte.

Næste dag drog Elina af sted. Svalen viste hende over bjerge og dale, åer og floder. Den tredje dag nåede de ved solopgang bjerget. Inde i bjerget oplyste kun en enkelt solstråle gangen. Elina drog modigt videre. Til sidst nåede hun en grotte. Idet hun trådte ind, følte hun sorgen af sin mors død stærkere end nogensinde. Hun faldt sammen mod gulvet, med tårerne løbende ned over kinderne.

Pludselig mærkede hun en varme om sig. ”Jeg er sorgens silhuet, frygt ej. Græd ud, lad mig høre din historie”, lød en dyb stemme. Elina fortalte om sin sorg over moderens død. ”Din sorg er større end de tusinds sjæl. Større end de syge og fattiges. Men ej større end din fars. Han har lidt da hans far døde. Han har lidt da hans mor døde. Men størst var det, da din mor døde. Tag da denne sten. Den har glædens glans, selvtillidens melodi og hjertets farve”.

Elina tog stenen og lagde den mod sit hjerte. Hun følte mod og styrke til at gå videre. Sorgen lettede fra hendes skuldre. Men stadig så hun morens ansigt, da hun døde, for sig. Hun løb ud af grotten med svalen efter sig og håbet indeni. Svalen fløj op af bjerget. Elina løb efter. Da de nåede toppen, løftede Elina stenen mod himlen. Solens stråler glinsede i stenen. Og sekundet efter bar strålerne Elina mod himlen. Hun fløj. Over bjerge og dale, åer og floder til hun nåede paladset.

Hendes søskendes træer havde kun få blade tilbage. Det der rørte hende mest var kongens træ. Det var visnet helt. Hun fældede en tåre, og idet den rørte jorden, faldt 7 blade fra hendes eget træ af. Hun løb ind i paladset og søgte i alle værelser. Hun fandt sine søskende, men ikke kongen. Hun spurgte den ældste.

”Han døde dagen efter du tog af sted. Han kunne ikke klare at miste dig. Alt er forbi”. Søsteren drattede om på gulvet og sov stille ind. Elina løb ud på paladsets veranda og græd. For hver tåre der ramte jorden fløj 7 blade af hendes træ. Til sidst var der kun 9 blade tilbage. Svalen fløj ned og begyndte at synge. Elina rejste sig og gik hen til sin fars og mors træer. Hun fandt stenen frem og lod den fange de sidste solstråler på himlen. Den strålede som aldrig før, og da hun kyssede sin fars og mors træ smeltede de sammen. Foran hende stod nu et egetræ. Hun satte sig i dets grene. Svalen begyndte at synge, og solen kom frem. I det samme lød moderens stemme ”Jeg er her min pige. Du har gjort det rigtige. Mig og far vil altid være her. Nå du sætter dig, vil du kunne høre vores stemmer”. Svalen fløj fra træ til træ og sang. Søstrene vågnede og kom ud på verandaen. Da svalen nåede forældrenes træ forvandles den og blev til den smukkeste prins Elina havde set.

Om natten fløj nu en nattergal og sang i træerne. På Elinas 20 års fødselsdag blev hun gift med prinsen. De levede lykkeligt til deres dages ende.

Anna van Deurs, Thurø Skole, 2010