Kvinden der ikke kunne få børn

Der var engang en kvinde, som ikke kunne få børn. Hun var led og ked af det, og ingen ville have hende. En dag gik hun i sin sorg over til landsbyens tempel. Hun satte sig på knæ og bedte. ”Gud, Gud lad mig føde et barn” bedte hun. Og guden svarede hende ”Lover du mig, du vil elske alt hvad du får?” og kvinden svarede ”Ja”. Ni måneder senere fødte hun en pige. Hun var smuk og alle i byen ville holde den lille. Årene gik og på pigens seks års fødselsdag fik hun lungebetændelse og døde.

Atter gik kvinden i sorg til templet og atter bad hun ”Gud, Gud lad mig føde et barn” og atter svarede guden ”Lover du mig at, du vil elske alt hvad du får?”. Kvinden svarede ”Ja”. Ni måneder senere fødte hun en yndig lille dreng, og alle landsbyens børn ville lege med ham. ”Han er dog mere fantastisk end min lille pige” tænkte kvinden. Årene gik og på hans syv års fødselsdag fik han lungebetændelse og døde.

Kvinden græd i tre dage. Så gik hun atter til templet i sorg. ”Gode Gud lad mig føde et barn, som aldrig dør!” råbte hun og brød ud i gråd. ”Jeg har givet dig to børn. Jeg har kun et barn tilbage. Lover du mig, du vil elske alt hvad du får?” spurgte guden. Kvinden svarede ”Ja” og ni måneder efter fødte hun en lille pige. Men denne gang ville ingen holde den lille og alle børnene trak sig væk fra hende, når hun kom gående på gaden. For den lille pige var en krøbling. Hendes hår var sort og tjavset, ørene alt for store og så manglede hun et ben. Kvinden blev vred, for dette barn ville aldrig dø. Dette barn skulle hun leve med hele livet i stedet for de to vidunderbørn. Dette barn kunne hun aldrig elske. Og hvem kunne hun takke det for? Hende selv.

Anna van Deurs, februar 2014