Da krokodillen kom i form

 

Der var engang, hvor krokodillen ikke så ud som i dag. Dengang var den bare et lille dyr med skæl. Ingen af de store dyr var rigtig bange for den. Men så en dag skete forvandlingen. To mus kom gående hjem til deres hule. Og hvem lå på lur? Krokodillen! Den krøb frem, og vupti var de to mus væk. Men ak, mens de var på vej ned i maven, skulle krokodillen nyse, og de to mus fløj gennem næseborene og satte sig fast. Så krokodillen fik to kæmpestore næsebor. Nu grinede de andre dyr bare endnu mere af den, og krokodillen gik ned til floden og lagde sig sørgmodigt i vandet. Da kom en abe forbi, og krokodillen blev fristet. Haps var aben væk! Men den abe var ikke en almindelig abe. Næ, nej, den var en stor leder af flokken, og den slog og skældte for at komme ud af krokodillens mave.  Krokodillen bed tænderne sammen, og ud kom den ikke. Aben gjorde et sidste forsøg. Den sparkede med hænder og fødder inde i krokodillens bug. Det resulterede i fire buler på maven. Da aben var alt for træt til at trække sine hænder og fødder til sig igen, blev den liggende og faldt i søvn. Nu var krokodillen endnu mere ulykkelig. For nu kunne den ikke svømme lige så godt som alle de andre krokodiller. Ikke med de små ben aben havde fået lavet. 

Senere på dagen kom en ung han-giraf forbi. Rygtet om krokodillen med ben og store næsebor var løbet helt ud på savannen – og sådan et dyr ville den være den første af sin art til at se. Så giraffen gik ned til flodbredden og råbte ud over det klare vand. ”Er det her jeg finder den tumpede krokodille, som alle på sletten snakker om? Er det her jeg finder en dumrian, som har forvandlet to mus og en abe til næsebor og ben?” Så begyndte han-giraffen at grine voldsomt. Da blev det for meget for den lille krokodille. Den kravlede op af vandet og sagde ”Ja, du finder den krokodille her. Men jeg er hverken tumpet eller en dumrian. Jeg er perfekt, som jeg er og vil du høre hvorfor?”. Giraffen grinede og grinede. Det lille grimme dyr var jo alt fra perfekt. Men han blev nu alligevel lidt nysgerrig og ville da gerne have noget at fortælle til de andre giraffer på sletten. ”Okay krokodille, sig mig det så” sagde giraffen mens den grinede over hvilken sandhed dette dog kunne være. ”Jeg kan ikke hviske så højt, og det er en hemmelighed forstår du” sagde krokodillen snedigt. ”Buk du dig hellere herned, så skal jeg fortælle dig det.” Giraffen tænkte sig om. Det var ikke videre klogt at blotte sin hals for en krokodille. Men altså, sådan en lille skabning kunne ikke gøre så stor og mægtig en giraf-han noget. Så den bukkede sig ned til krokodillen. ”Jo ser du” sagde krokodillen. Men så nåede den ikke længere for haps bed den til. Giraffen vaklede og faldt til jorden. Og i en mundfuld spiste krokodillen giraffens hoved. I anden mundfuld hele den lange hals og i tredje mundfuld kroppen. Så gled den væk fra bredden. Ahh, den var træt og mæt. Men hvad var nu det? Det var som alt hev og sled inde i den lille krokodillekrop. Som om, at den nu havde fået en hale af den lange girafhals. Dens skind var helt udspændt og dens mave tyngede nedad.

Krokodillen svømmede over til de andre i flokken. ”Nå, hvem vover så at kalde mig en tumpe nu?” sagde den stolt. Der blev helt stille blandt de andre krokodiller. Men så brød en latter løs. De grinede og grinede, og krokodillen svømmede trist væk. Nå her kan jeg ikke være mig selv, tænkte den og gemte sig i nogle siv. Men de andre krokodiller blev klogere. For når det bruste i floden var krokodillen den eneste, der ikke hvirvlede rundt, fordi den var så tung. Og når de store dyr kom til floden for at drikke, var det krokodillen, der overraskede dem ved at gemme sig på land. Og næseborene? Ja, de var i hvert fald nogenlunde kønne. Det var der i hvert fald en af hunnerne, som syntes …

Illustration Katrine Heide / Tekst Anna van Deurs