Garnet snor sig af livets stamme

Op snoede det sig. Op og op og op. De forskellige farver, lyse og mørke, blandede sig. Det måtte have taget lang tid. Det var som om man kunne se gennem det fine strik. Se mønstret, det personen havde prøvet og få samlet. Fine linjer, bløde linjer, ret og vrang. Træet bar det smukt. Farverne snoede sig ind i birketræets bark. Træets fine garndragt ville kunne holde det varmt om vinteren. Og holde på dets gode minder, når det blev sommer, og fuglene fløj sydpå. Den gavmilde sjæl, der havde givet træet dets fine ydre, måtte være dygtig. Men alligevel kunne man skimte de grå linjer. Det personen havde prøvet at flette sammen. Gøre til en helhed. Blandt alt det smukke gemte sig, en frygt. En frygt for at miste dem, man havde kær. Og frygten for at ens liv var ved at rinde ud. Alt det, havde den person, flettet sammen, en forårsdag i maj.

Anna van Deurs, Svendborg 2013