Så fandens ondt

“Hun ved godt de bare er venner nu. Ved godt det er forbi. Alligevel gør det så fandens ondt at se dem sammen. Se ham tage hende i hånden. Se ham helt tilfældigt lægge sin hånd på hendes lår. Fjerne en hårtot fra hendes ansigt. Ae hende på ryggen. Hun prøver at kigge væk. Tage masken på og smile. Alligevel fylder sorgen kroppen hver gang. Hun brækker sig. Indvendig. De er jo stadig venner, siger han. Smiler opmuntrende. Hun smiler tilbage. Anstrengt. Det værste er ingen ved det. Ingen må vide det. At han engang har været hendes, at hun engang har været lykkelig. Hvorfor det endte fortalt han aldrig. Nu er hun for genert til at spørge. Ved bare han har valgt hende den anden. Af alle i verden han kunne vælge. Så valgte han hende den anden”

“Hun vidste det godt. Allerede fra starten havde hun det på fornemmelsen. Det her ville ende galt. Hans smil, øjnene der sødt smilede med. Åh det smil… Det havde været det hun først lagde mærke til da hun mødte ham. Den der forbindelse, den gnist der opstod, da de fik øjenkontakt. Siden da havde det været dem. Hende og ham. En enhed der aldrig ville kunne skilles. Eller. Det kunne den jo så. Hun havde følt sig så forbandet tryg. Som om hun endelig havde fundet hjem. Duften af hans hus, duften af ham omsluttede hende døgnet rundt. Og hun nød det. Nød at sige vi istedet for jeg. Alligevel var der altid den der skygge. Skyggen, der lå og ventede, krøb frem af mørket så snart at hun blev i tvivl. Ligesom den der irriterende sky på en solrig sommerdag. I starten var det kun når hun lå derhjemme uden hans beskyttende arme om sig, og så ud i mørket, skyggen krøb frem. Så omstøbte den hende med dens onde tanker til hun til sidst faldt angst i søvn. Nu var den altoverskyggende.”

Anna van Deurs, 2015