Julie

 

Han sidder der og kigger på mig. Jeg kigger ud i luften. Undgår øjenkontakt. Selv her tre meter væk, kan man lugte ham. Se det beskidte tøj og høre hans hosten. Igen fornemmer jeg hans blik. Det der gennemborende intense blik. Nogle øjne der har set for meget.

En dame rejser sig pludseligt fra bænken, efter at have kigget på sit ur. Endnu en bus ankommer. Hun stiger på og bussen kører. Jeg kigger på mit eget ur. En halv time endnu. Pis. Jeg ville gerne være hjemme til aftensmad, men det når jeg jo så ikke. Og jeg har ikke den store lyst til at sidde her på denne tid af aften. Især ikke med typer som ham manden der, tæt på.

Jeg kigger over på ham. For første gang fanger han mit blik. Vi stirrer lige ind i hinandens øjne. Et eller andet kan ikke få mig til at kigge ned. Vores øjenkontakt brydes først, da endnu en bus suser forbi mig. Jeg finder min mobil frem. Har ikke lyst til at få øjenkontakt med den beskidte mand igen. Jeg når at høre tre sange og tjekke facebook, så går min mobil ud. Ikke mere strøm. Pludselig mærker jeg en hånd på min skulder.

En forfærdelig stank bombarderer mine sanser. Jeg stirrer stift ned i jorden. Jeg behøver ikke at vende mig om, for at vide hvem der står bag mig. Overvejer at råbe efter hjælp, men bider det i mig. Bare fordi han lugter og er beskidt behøver det jo ikke betyde han er farlig. Alligevel flyver alle de forfærdelige historier om unge piger der bliver voldtaget, mordere og 1000 flugtmuligheder igennem mig. “Jeg hedder Jonathan”. Stemmen er blød. Jeg vender mig forvirret og ryster hans hånd af min skulder. Den stemme kan da umuligt tilhøre den hjemløse mand? “Hej.” Han rækker hånden frem, og vi giver hinanden hånden selvom jeg mest af alt har lyst til løbe min vej. Han sætter sig ved siden af mig. Jeg holder vejret.

Vi sidder sådan i lidt tid. Tavse. Til sidst bliver det for akavet. “Jeg hedder Julie” siger jeg og kigger ud i luften. “Det hed min hund også”. Jeg kigger på ham. Han sidder og stirrer op mod himlen, som bliver mørkere og mørkere. “Jeg opkaldte hende efter min ekskæreste Julie. Den sødeste, smukkeste pige. Jeg elskede hende så højt. Det gør jeg stadigvæk. Jeg ærgrer mig sådan over mit valg”. Jeg kigger undrende på ham. “Hvis du elsker hende så højt, hvorfor forlod du hende så?”. Han kigger på mig.

Vi får den der intense øjenkontakt. “Det var hende der forlod mig, på grund af mit valg. Jeg valgte flasken. Jeg valgte at bruge alle mine penge på druk. Jeg forstår hende godt.” Jeg kigger ned i jorden. Føler jeg har spurgt om lidt for meget. “Efter vi gik fra hinanden, var der ingen til at tvinge mig på arbejde om morgenen. Jeg savnede hende så forfærdelig meget, og skammede mig over hvad jeg var blevet til. Så jeg blev liggende i sengen med flasken. Til sidst røg jeg på gaden”. Han synker. Knuger sin hænder. “For mine sidste penge købte jeg Julie. Jeg elskede den hund mindst lige så højt som den menneskelige Julie. Nu var der en der tog sig af mig. Med en vinter som denne, er det svært at holde varmen, kan jeg sige dig. Julie holdt mig varm. Hun sov altid på min mave…”. Han holder en lille pause. En tåre triller ned af hans kind og trækker et rent spor efter sig.

Jeg kigger forlegent væk. Er ikke vant til at fuldvoksne mænd græder i mit selskab. Han er jo næsten gammel nok til at være min far! Han leder lidt i sin Netto-pose. “Det her var Julie´s halsbånd. Er det ikke fint?”. Han lader det røde hundehalsbånd falde ned i min hånd. Jeg smiler til ham. “Det er da meget sødt” siger jeg, og giver ham det tilbage. Han knuger det ind til sit hjerte. “Hun var så fin, min Julie. Det var de begge”. Han snøfter. Jeg finder et papir frem fra min taske. Han pudser næse. “Ja undskyld. Jeg bliver bare så følelsesladet. Det er længe siden jeg har snakket med nogen om det her”. Så smiler han til mig. Ikke et af de der falske smil, folk sender hinanden af høflighed. Næ, det her er den ægte vare. Jeg smiler tilbage. “Nu kender jeg tre Julier. Tak”.

Jeg kigger lidt uforstående på ham. Hvad pokker har jeg givet ham? “Tak fordi du lyttede. Man trænger bare til at snakke med nogen en gang imellem, hvis du kender den følelse”. Jeg nikker. Vi sidder lidt og kigger op mod himlen, som nu er helt mørk. Et par buslygter bryder stemningen. Min bus. “Jeg… “. På den ene side kan jeg ikke bære at forlade ham her. Forlade ham her uden sin Julie. Hverken den ene eller den anden. Jeg har egentligt bare lyst til at blive her. Give ham nyt håb og opfriske hans fortabte drømme. Han kigger bare på mig og smiler. “Skynd dig nu, ellers kører din bus bare.” Jeg kigger på bussen. Så ser jeg på ham. Tager mine handsker af og ligger dem i hans hånd ved siden af halsbåndet. “Så kan du holde varmen”. Han smiler. Jeg smiler. Så går jeg ind i bussen, og dørene lukker efter mig.

Anna van Deurs, september 2015