Jeg tog fejl

Vores hænder mødes, da vi begge rækker ud efter den sidste pandekage. Jeg griner. Jesper løfter den over på min tallerken. “Det er okay. Du må godt få den skat. Det er din fødselsdag”. Jeg smiler. Rejser mig, og går over og sætter mig på hans skød. Giver ham et langt kys, og putter mig ind til ham. Nyder duften af hans parfume. Prøver at være til stede i nuet, men tanken om hans afrejse nager mig. Om nogle timer sidder han i et fly, og så er jeg helt alene. Min knugen i maven tager til. Jeg ønsker igen, at han kan blive hjemme. Det kan ikke lade sig gøre, det har vi diskuteret. Mange gange.

Vi kysser igen, men bliver brat afbrudt af hans mobil. Irritationen skyller igennem mig, da han tager den. Det er vores sidste dag, endda min fødselsdag, og alligevel kan den ikke blive i lommen. “Hej Frederik,” siger Jesper kækt, og forsvinder ind i soveværelset. Jeg begynder at tage af bordet. Hvorfor er det i grunden, at han altid forsvinder, når han skal tale i telefon? Hvor var han i går? Er der noget jeg ikke må vide?

Jeg ved, det er dumt af mig, men alligevel går jeg hen mod soveværelsesdøren. Åbner den så lydløst, som jeg kan. Han står med ryggen til ovre ved vinduet, og skriver på et stykke papir. Frederik snakker længe, så kommer der endelig en pause. Jesper lægger papiret fra sig. “Ja, det tænker jeg. Jeg elsker dig, og kan ikke vente til vi ses igen,” siger han ømt ind i røret. Jeg stivner. En lille splint falder af mit hjerte, så styrter jeg ud af rummet.

“Katrine!”. Jesper løber efter mig. Idiot. Jeg føler mig som et såret dyr, skudt ned af den ufølsomme jæger. “Hvis du er bøsse, kan du så ikke bare fortælle mig det? Det her er sgu da ikke fair!” råber jeg vredt. Han ser forvirret ud. Der går lidt tid før han

reagerer. “Men Katrine… Jeg er ikke bøsse. Det eneste jeg er til er dig,” siger han foruroligende stille. Jeg tager en dyb indånding. Kan slet ikke holde ud at se på ham. “Hvis ikke du og Frederik har noget kørende, hvad var det der så?” vrisser jeg arrigt. Vender mig væk, mens sandheden går op for mig. Nu er jeg for alvor helt alene. Den mand jeg elsker, elsker en anden. En anden mand. “Men Katrine… Jeg kan ikke forklare det,” prøver Jesper igen. Jeg kan mærke tårerne presse sig på. Han skal ikke se mig sådan her, ikke se hvor såret jeg er. “Skrid!” råber jeg med grødet stemme. Jeg kan høre ham tage en dyb indånding, så rykker han på sig. Tager den i forvejen pakkede taske og går. Går fra mig.

Jeg ved ikke, hvad jeg havde håbet. Måske nogle flere søde ord. En forklaring. Men sådan er kærlighed ikke. Kærlighed er sød og god. Det næste øjeblik hård og brutal. Sårende, det ved jeg alt for godt. Jeg går hen og låser døren. Han er ude af mit liv, nu må jeg passe på mig selv. Jeg er alene. Erkendelsen rammer mig, og jeg bryder grædende sammen. Glider ned af døren. Hikster. Jeg ved ikke hvor længe, jeg sidder, men pludselig ringer det på. Jeg tøver, før jeg åbner. Håber inderst inde at det er ham, at jeg alligevel ikke er alene.

Til min skuffelse er det ikke Jesper, der står på mit dørtrin, men Frederik. Min krop spænder, alarmberedskabet går i gang. “Hvad vil du?!” hvæser jeg, ad manden der tog min mand. Han ser nervøs ud, men rækker en pakke frem mod mig. “Jeg skulle aflevere den her for Jesper. Jeg hjalp ham med at lave den i går. Du kan først få den nu, fordi jeg lige skulle købe flormelis”. Tøvende og forvirret tager jeg imod pakken. Lige så snart den har sluppet hans hænder, forsvinder han ned af trappen. Jeg må se herrens ud.

Jeg sætter pakken fra mig på køkkenbordet. Står længe og ser på den med blandede følelser. På den ene side er jeg desperat efter at åbne den, på den anden side skrækslagen. Til sidst finder jeg en saks og åbner. Synet får mit hjerte til at slå et slag over. I pakken ligger den flotteste flødeskumskage. Med lyserød glasur er ordene: “Jeg elsker dig og kan ikke vente til vi ses igen,” påskrevet. Jeg lukker øjnene. Tager en dyb indånding, mens sandheden langsomt går op for mig. Så får jeg travlt.

De sidste passagerer er netop ved at træde ind i bussen, da jeg forpustet når frem. Jeg maser mig forbi dem, men når dog kun til buschaufføren, så kan jeg ikke komme videre. “Jesper? Jesper!”. Jeg råber hans navn, og det går op for mig, hvor desperat jeg lyder. Men det er jo, det jeg er. Desperat. Bange for at lade den mest fantastiske mand forsvinde gennem mine hænder. Bange for at miste min Jesper.

“Har du billet?” spørger buschaufføren myndigt. Gu har jeg ej, hverken mig eller Jesper skal ud at køre. Hvis jeg altså når ham i tide. “Jeg skal lige snakke med en,” svarer jeg distræt, og prøver at trænge igennem den proppede bus. “Hallo!” råber chaufføren vredt efter mig. Prøver at fange min opmærksomhed. Jeg ignorer ham. Han kan rende mig. Det er Jesper der er vigtig lige nu. “Jesper!”. Jeg råber igen hans navn, på kanten til gråd. En mand med skriggult halstørklæde prikker mig på skulderen. “Hvad vil du?” spørger han forsigtigt. Ja, hvad vil jeg egentligt? Jeg vil have fat på Jesper. Lige nu.

“Jeg skal lige snakke med en længere nede i bussen. Ham med den grå hue”. Manden nikker. “Hey du der?” råber han efter et muskelbundt længere oppe i bussen. Muskelbundtet vender sig spørgende. “Mig?”. Jeg tager en dyb indånding. “Det er ikke mig. Det er hende pigen oppe foran, hun vil gerne lige snakke med ham med den grå hue,” forklarer manden med halstørklædet. Muskelbundtet forsvinder nogle skridt længere ind i bussen. Jeg holder vejret. Mon Jesper vil lytte? Muskelbundtet vender tilbage. “Hvad vil hun?” råber han. Jeg tøver. “Sig at han ikke må tage afsted…, ” nærmest hvisker jeg. Det er svært at få sagt, selvom det er det, jeg ønsker. “Han må ikke tage afsted,” viderebringer manden med halstørklædet. Nej, han må nemlig ikke tage afsted. Jesper skal blive her, blive her ved mig.

Flere pinefulde sekunder går. “Hvorfor?” råber muskelbundtet. Jeg tager en dyb indånding. Det er nu jeg skal indrømme det. “Sig at… Jeg tog fejl”. Manden med halstørklædet vender sig skeptisk mod mig. “Arh… Er der ikke noget andet, du vil sige til ham?”. Jo, det er der. Noget meget vigtigere end at jeg tog fejl. Grunden til at han for alt i verden ikke må forlade mig. “Så sig at… Jeg elsker dig!”. Ordene kommer dybt fra mit hjerte, for det er jo det, jeg gør. Elsker ham. Omkring i bussen begynder folk at smile og grine. Det går op for mig, at de alle har fulgt med, men det gør ingenting. Bare jeg får Jesper tilbage. “Det er rigtigt!” råber jeg af mine lungers fulde kraft.

Der går lidt tid, så starter der klapsalver bagerst i bussen. Mit hjerte går i stå i et kort øjeblik. Jeg tør næsten ikke håbe. Det banker gevaldigt igen, da jeg får øje på hans grå hue. Jesper maser sig frem blandt de andre passagerer. Frem til mig. Da hans læber rammer mine, fyldes jeg af en rislende lykke. En lykke der løber hele vejen fra tæerne op gennem min rygsøjle, og strejfer min hovedbund. Hans duft lægger sig som en dyne om mig, og jeg forsvinder ind i hans favn. Så velkendt og trygt, hvor har jeg dog længtes. Omkring mig forsvinder verden og klapsalverne. Jeg fanger hans blik. Forsvinder ind i de blå øjne, det dybblå hav. Fæster mig til de sorte pupiller. Klipperne i alt det blå. Her ligger jeg til kaj.

Anna van Deurs, december 2016