Før grøn blev til styrbord

og rød blev til bagbord

I gamle dage før rød blev til styrbord og grøn blev til bagbord, gik natten i et med havet efter solnedgang. En nat dengang sad en kaptajn og hans besætning midt ude på det mørke hav og var så fortvivlede så fortvivlede. Om dagen når solen den skinnede var det nemt at finde vej. Efter nattens frembrud var det en helt anden sag. Mørket udviskede hvert et lederen og solen kunne de ikke navigere efter. Flere døgn havde de sejlet sådan rundt på må og få, haft en kurs om dagen og så mistet den igen om aften når mørket opslugte alt og gik i et med havet. “Kommer jeg nogensinde hjem” sagde den ene. “Hvordan skal min familie klare sig uden mig?” Sagde den anden. “Kommer jeg mon nogensinde til at se ind i min elskedes klare blå øjne igen?” Sagde en tredje. Provianten var ved at slippe op, og de havde endnu ikke set skyggen af land. Den aften skinnede månen så klart så klart og oplyste havet, så skumtoppene skinnede som sølv. En aften som denne kunne man navigere, men hvad hjalp det når man intet havde at navigere efter?

Kaptajnen var ved at give op. Dengang levede myter i højeste velgående og besætningens skræk for at sejle ud over kanten af havet og ende i helvede blev stærkere og stærkere. Inden længe ville de alle gå fra forstanden, det var han sikker på. Da kiggede kaptajnen mod månen og bad; ” månemand åh månemand. Hjælp os før det er for sent! Giv og et ledepunkt”. Månemanden kiggede tænksomt ned fra himlen. “Jeg vil gerne hjælpe dig du nødne sømand. Men min hjælp har sin pris. Og den pris er dig.” Kaptajnen blev da meget forbløffet. “Mig? Jamen hvad skulle du da kunne bruge mig til? Jeg er blot en sømand i nød.” Månenmanden svarede ham strengt. “Du er ikke blot en sømand. Du er deres kaptajn. Deres sikkerhed er dit ansvar. Du skal bringe dem sikkert i havn!”. Da blev kaptajnen meget fortvivlet. “Jamen det er jo problemet. Det kan jeg jo ikke!”. Månemanden tænkte sig lidt om og sagde da; ” er du villig til at gøre alt for at bringe din besætning i havn? Vil du sværge på det?”. Det kunne kaptajnen kun nikke bekræftende til. “Du skal lede dem. Og det skal du gøre i mit rige. Hvad hedder dit skib?”. “Norden” svarede kaptajnen stolt. Det skib var og ville altid være hans stolthed. “Du skal være deres ledestjerne, deres evige pejlemærke. Jeg døber dig hermed Nordstjerne. Den klareste stjerne i mit rige.”

De af besætningen der kiggede mod himlen den nat, så nu deres elskede kaptajn stige mod himlen og blive til et klart lysende punkt. Nordstjernen. Fra da af havde de altid et pejlemærke, selv i den mørkeste nat hvor havet går i et med himlen. Kaptajnen skinner stadig lige stærkt og trofast den dag i dag og sørger for at havets folk kommer sikkert i havn.

Anna van Deurs, På færgen mellem Spodsbjerg og Tårs, 14. oktober 2015