Findes Jeg?

Hun famler sig frem. Mørket er tæt, og klamt. En kuldegysning, finder vej fra hendes nakke til hendes ryg. En skærende smerte, jager gennem hendes ben. Hun falder. Falder og falder og falder. Falder til hun rammer bunden.

Jeg vågner med et sæt. Hun er død! Det ved jeg bare. Men hvordan, ved jeg ikke. Hvis hun er død, kommer hun vel ikke igen? Nu vil hun vel ikke hjemsøge mine drømme og mareridt? Jeg ved det ikke. Men en ting ved jeg. En del af mig, døde da hun faldt.

“Ding dong”. Kirkeklokkerne sender et signal, om at det er søndag. Jeg sætter mig op. En del af mig, vil lægge sig ned, og sove. Sove og aldrig vågne. Men den andel del skriger, at jeg ikke må. Men hun er jo død. Hun kommer ikke igen. Tror jeg.

Jeg ser i en utydelig tåge, mor. “Skat, er du okay?”. Den bekymrede stemme når mig. “Ja” hvisker jeg hæst. Hendes kolde arm, griber om mig. Så besvimer jeg.

Det er aften. Mor siger jeg skal til lægen. Men far mener jeg bare skal sove. Sove. Sove. Sove. Men det kan jeg ikke. Nej det må jeg ikke. Så kommer hun igen. Min døde søster.

Jeg veksler mellem drøm, og virkelighed. Når lige og se glimt af drømmens verden. Så samler jeg kræfter, og trækker mig tilbage til virkeligheden. Hendes ansigt, viser sig for mine lukkede øjne, igen og igen. Nej! Hun er død. Død og borte. “Du findes ikke, ikke, ikke” lyder det igen, og igen, i mit trætte hoved. Men jeg findes. Tror jeg nok. Eller gør jeg? Findes jeg virkelig? Eller er jeg bare fantasi? Nej jeg findes! Hendes ansigt dukker frem igen. “Jeg er ikke død. Jeg findes, findes, findes” lyder hendes stemme. Igen og igen.

Jeg knytter mine hænder. Bider tænderne sammen. “Du findes ikke!” hvæser jeg ud i mørket. En kold hånd, lukker sig om mit håndled. Jeg stirrer ud i mørket. På sengegærdet, sidder en skikkelse. Min døde søster. “Du findes ikke” siger jeg med tynd stemme. “Det tror jeg nu nok jeg gør!” hvisker fortiden tilbage.

Anna van Deurs