En hane på afveje

Jeg glemmer aldrig lyden af halsen der knækker. Halsen på den hane som vores guide insisterede på, at vi skulle have selvom vi flere gange sagde pænt nej tak. Det var februar 2015 og min mor, far, lillesøster og jeg havde taget en måned ud af kalenderen for at udforske Laos. Ingen af os havde nogen ide om, at det betød halshugning af en hane og et dilemma ingen af os havde set komme.

Tidligt denne morgen var vi blevet hentet af vores guide og hans ven. Det var tid til en af feriens højdepunkter, trekking i Luang Prabangs fantastiske bjerge. Efter to timer på bagsædet af en Jeep og syv timers hård vandring op og ned af bjergskrænter, nåede vi endelig vores ly for natten. En lille landsby midt i bjergene. Det var som at træde tilbage i tiden, da vi gik igennem de små gader. Ved vejkanten var en lille primitiv smedje som du skal flere tusinder år tilbage for at finde i Danmark. Den hytte vi skulle bo i bestod af et enkelt rum, og toilettet var et hul i jorden med en flettet skærm uden om. Alt i alt; simple living. De første timer tilbragte min søster og jeg med at lege med alle landsbyens små børn. Ingen af dem kunne det mindste smule engelsk, og alt kommunikation foregik via tegnsprog og fagter. Alligevel var det hyggeligt og aldeles dejligt at se at man da sagtens kan hygge sig uden brug af internettet.

Til sidst begyndte mørket at falde på og børnene og os gik hver til sit. Efter mange timers intens vandring og efterfølgende leg med landsbyens børn, var vi alle godt sultne og trætte. På det tidspunkt anede vi intet om at der skulle gå lang tid før vi ville komme til at sove og at vi ville komme til at stå i en situation ingen af os havde prøvet før . Der gik en halv time hvor vi snakkede lidt om dagens oplevelser. Til sidst tog vi os sammen til at spørge guiden og hans ven, hvornår og hvad vi skulle have til aftensmad. “Rice and chicken” var svaret, og nu begyndte den store jagt. Sagen var nemlig den, at han ikke havde helt styr på hvor vi skulle få vores “chicken” fra. Først spurgte han naboerne, men der var ingen der havde en hane til salg. Jeg kunne da godt mærke at han bare ville os det bedste, men inderst inde ville jeg egentligt gerne bare have noget at spise. Vi prøvede høfligt at afslå og sige at ris altså var fint med os, men næ nej! Han havde sat sig for at vi skulle have hane til aftensmad og så måtte vi ellers pænt vente på at han fik spurgt lidt rundt omkring. En time efter var der stadig ingen hane i sigte, så vi begyndte at vandre op mod den anden ende af landsbyen, for at høre om de ikke havde en hane vi kunne få lov at købe. På trods af vores ømme ben og tomme maver, var det egentligt en meget smukt aften som jeg ved at jeg vil huske længe. Junglens lyde flød ind over byen og småsnak og grin fyldte mørket. Rundt omkring os sad folk ved ildsteder og tilberedte aftenens måltid, og der blev smilet til os hvor end vi kiggede hen. Den klare natteluft fyldte vores lunger, over os blinkede stjernerne og jeg kunne ikke lade være med at tænke at det var sådan øjeblikke alle burde opleve.

Ved det næste hus havde vi heldet med os. Her boede landsby høvdingen, en ældre mand med 13 børn og smilerynker der bredte sig over hele hans ansigt. De havde mirakuløst en hane til overs som vi kunne få lov at købe, dog til overpris. Guiden betalte og hjemad gik det med en hane over skulderen der galede så alle landsbyens øjne var rettet mod os. Hvad jeg ikke havde tænkt på var, at vi jo ikke kunne spise den levende. Der gik ikke længe før guiden fandt hans machete frem. Hanens død var nær. Det at stå og kigge på dyret og vide at om få minutter lå dets hoved en meter fra dens krop, sidder stadig dybt i mig den dag i dag. Jeg ved egentligt ikke hvorfor det er sådan. Derhjemme spiser jeg jo tit hane uden at tænke det mindste over at det har været et lyslevende dyr. Jeg tror bare der var et eller andet surrealistisk over at stå i en lille hytte oppe i bjergene uden kontakt til omverden og vide at den skulle til at dø for os. Hvilket førte til at mig, min mor og min søster gik ud da guiden svingede manchetten og lod hanens hoved skilles fra kroppen. Jeg kunne lige se det for mig, da vi stod ude i mørket og ventede. Forestille mig guiden der løftede manchetten over hovedet, høre hanens sidste pip, se dens skrækslagne øjne og blodet der flød ned af huggeblokken. Kort efter hørtes lyden. Den ubehagelige lyd af en hals der knækker. Jeg følte med hanen det øjeblik. Endnu en time gik, så kom guiden ud med fire tallerkner med ris og hane. Se nu havde vi for alvor et dilemma. Aldrig har jeg smagt noget kød så sejt. Tyggegummi var intet i forhold til dette. Kødet var simpelthen uspiseligt.

Efter lidt tid hvor vi havde siddet og prøvet at tygge det seje kød, måtte vi give op. Ingen af os kunne dog bære tanken om at give ham tallerknen tilbage med det kød han havde kæmpet så hårdt for at skaffe. Jeg er ret sikker på at vi alle havde utrolig dårlig samvittighed. Det vi havde fået serveret var en ret langt fra alle i landsbyen havde råd til at spise. Måske kunne de få sparet sammen til det en gang om året. Desuden kunne jeg ikke lade være med at tænke på den stakkels hane som måtte lade livet for at vi kunne få vores mad. Vi kunne selvfølgelig give det til en af de utallige hunde der rendte omkring i landsbyen, men hvad nu hvis den ikke spiste op? Fandt guiden eller en af de andre landsbyboer resterne af den dyrebare hane i morgen ville de finde det dybt respektløst. Enden på det hele blev, at min mor diskret måtte proppe hanen i en pose og gemme den i sin taske. Så var det bare det lille problem at landsbyens hunde havde en utrolig god lugtesans og derfor fulgte efter min mor og hendes taske resten af vores lille ophold i landsbyen.

Næste dag skulle vi videre på vores vandring i bjergene. Et stykke inde i junglen, hældte min mor resterne af hanen ud i en busk. Her endte den altså sine dage, vores dyrebare hane. Jeg kan stadig have dårlig samvittighed over at den unødvendigt måtte lade livet, men skal vi ikke bare sige jeg har fået mere respekt for maden nu?

Anna van Deurs, 2015