Druknet i indvendig tårer

Savn. En savn og længsel så inderlig at hun ikke vidste hvad hun skulle stille op i mod den store afmagt der truede med at ødelægge hende og trække hende i afgrunden. Efter hvad vidste hun ikke. Det eneste der havde hendes opmærksomhed var ikke at brænde op indvendig og dø ud. Hvilket krævede mere end de fleste havde kunnet klare. De 7 havde sin faste gang i hendes sjæl. Jalousi, grådighed, misundelse, nydelsessyge, fråseri og vrede sled i hende hver sin dag i ugen. De skiftede pladser så hurtigt som vinden skifter retning og ingen i hendes omgangskreds kunne vide sig sikker på hvornår hendes sind blev hærget af hvem. Især jalousien brændte. Den led og jamrede og skreg ofte sit forføriske skrig i hendes ører. For det meste valgte hun trodsigt at overhøre den og svare tilbage med vilje, men indimellem var skrigene og frygten så stor at hun lod sig rive med af syndernes strøm og føre ud forvivlensens tomrum. Når det hændte, ikke ofte men alligevel for tit, formørkedes hendes hjerte og det gik galt.

Folk begyndte at snakke. Døre blev lukket når hun krydsede deres godser i søgen på sine længslers svar. Efterhånden var det få der ikke slog hånden af hende og smed den forkrøblede kvinde ud i sne, slud og elendighed. Hvilke svar og beroligelser hun skulle give sin hungrerende sjæl vidste hun ikke. De mørke tankers land som langsomt men taktfast udfyldte tomrummet i hendes udhulede krop, gjorde glæde og lykke til ukendt territorium. Hun vidste hun ikke havde langt igen, hvis ikke en besvarelse af hendes længsler kunne slukke tørsten og lede hende til ro. Ro var hvad hun trængte til. Engang, hvis hun mærkede godt efter og samlede sine tunge tanker havde der hersket ro i sindet på hende. Men nu var roen erstattet og det umættelige havde overtaget hende. Hun lod sig falde sammen, gang på gang, gående som sovende når hendes krop bukkede under. Som indvendige piskeslag slæbte hvert minut sig afsted.

En dag da hun igen var faldet sammen af udmattelse blev hun klar over det. Alle kroppe har en grænse. Hendes var nået, meget havde den udholdt. Hvis ikke hendes sind havde været så stærkt engang var hun gået i døden for længst. Hun sukkede længselsfuldt og lod sig styrke. Smerten fra stenen der havde ramt hendes tinding overhørte hun. Det føltes som honningsøde dråber der blidt berørte det menneskelige der var tilbage. Tårekanalerne åbnedes sig. Intet kom ud, hun græd kun indvendigt. Havde en kamp med sit hjerte, prøvede at drukne det i sine sorger. Dødens uvidende slør virkede hende pludselig så tiltrækkende og trygt. Da hun efter timers kamp endelig blev båret ombord på dødens båd var hun fredfyldt. Hendes længsel og savn var omsider indløst

Anna van Deurs, februar 2015