Døgnflue

Lyden af en guitar. Stille summen af ro. Hjerter der banker i takt. Solen har endt sin rejse og er nu på vej til ukendte steder for at give dem lys til at leve og elske. En ensom sang bryder stilheden. En sang frembragt af et ensomt hjerte, der mangler en mage. En at banke i takt med, en at græde ud ved, en at holde af.

Tågen danser på engen. Selv den har en mage, vinden. Et stormfuldt ægteskab, hvis man må sige det sådan. Tusmørket danner skygger bag ildens varme flammer. Et sted er en bonde ved at stable de sidste stakker hø, før han kan gå ind til kone og børn og lade dem underholde med historier. En vagabond søger ly for natten i en grøft, og selvom det er mørkt, er luften varm af sommer og en dag med sol. I byen færdiggør en skrædder den rubinbesatte kjole, som dronningen skal have på til hendes fremtræde ved hoffet, senere på aften.

Nogle nyder natten mere end andre. Flagermus bryder ud i mørket for at finde mad og mage. En døgnflue ligger på sit dødsleje og tænker tilfreds på det, den har udrettet i sit korte liv. Verden over fødes og dør der konstant alverdens skabninger, med hver deres kommende eller afsluttede historie. En sommerfugl letter fra sin blomst og flyver op mod solens sidste stråler, som kunne den ride på dem, følge solen på dens rejse. Men ak, den må opgive og pænt vente til næste dag, hvor den igen kan sole sig i varmen.

Andre er glade for månen. Ulvene hyler sørgmodigt, som bar de alle verdens sorger på deres skuldre. De hyler for alle, der lider og dem, som ikke selv kan skrige og udtrykke deres frygt. Guitaristen går til ro, men ekkoet af det smukke spil fylder det tætte mørke længe efter og varmer hjerterne omkring det.

Anna van Deurs 2015, Nomads Land, Cambodia

 “Hvis du har en dårlig dag – så bare tænk på at du ikke er en døgnflue:)”