Sårbar

Hele bussens øjne er rettet mod hende. Alle stirrer, selvom de forsøger at lade være. Inklusive mig selv. “Ik politi!”. Hendes ord rammer mig dybt i hjertet. Jeg kan ikke lade være med at tænke på hvilke forfærdelige oplevelser hun må forbinde med det ord. ‘Politi’ . Manden der står foran hende er godt nok ikke fra politiet, blot en billetkonduktør. “Den billet gælder kun i København. Vi er ikke i København”. Hun kigger skræmt på ham. Så på os andre, publikum. “Ik kig på mig!”. Jeg slår blikket ned. Forstår hende så godt. Hvor må det være forfærdeligt at stå der, i et fremmed land med et fremmed sprog, uden at kende systemerne. Med så mange der glor på hendes ydmygelse.

“Må jeg se ID?”. Hun ser op på ham. Ser på en mand der er dobbelt så høj som hende. En mand hun bare gerne vil væk fra. Jeg kender ikke hendes navn. Ved ikke hvem hun er, eller hvad hun kommer fra. Hvor hun skal hen. Ved bare hun er skræmt. Og ufattelig bange. Man kan se det i hendes øjne og den måde hun forsøger at komme væk fra konduktøren. Han tager en blok frem. Begynder at skrive. Bussen stopper og hun forsøge at komme ud af dørene. Han bremser hende. Trækker hende ind i bussen igen. “Nå du vil nok gerne af va´?”. Hun kigger bare på ham. Som et skræmt dyr, stående ansigt til ansigt med dets fjende.

“Kan hun ikke køre på mit kort?” spørger en ved siden af mig. Billetkonduktøren ryster bare tavst på hovedet og skribler videre. Bussens bevægelser får ham til at svaje og han stopper skriveriet. Trykker på stop knappen. Stilheden er larmende. Ved næste stoppested puffer han hende ud af bussen. “Nej!” råber hun ængsteligt. “Ik politi!”. Dørene lukker. Jeg kan se hendes bange ansigt gennem ruden, da bussen kører videre. Jeg er sekunder fra at råbe til chaufføren at han skal stoppe, sprinte ud af bussen og hjælpe hende. Fortælle hende at hun er i et land, hvor hun ikke behøver være bange for politiet. Betale hendes bøde. Høre hendes historie. Jeg ved ikke hvad der stopper mig. Ved ikke hvorfor jeg ikke gør det. Ved bare at det ville være det rigtige at gøre.

Anna van Deurs, september 2015