En trang til at være perfekt. En trang til at være en god mor. En trang til at gøre det, hun aldrig, aldrig vil kunne fortælle til nogen… Saksen

Saksen

Hun vender dukkerne. Igen. Tom i blikket, fri for følelser. ”Sov sødt min skat, til månen er rund!”, synger hun med sin hæse, melankolske stemme. De er de eneste, der kan holde hende fra tomheden. Tomheden ved hendes liv. Men i nat, i nat virker det ikke. Hun kysser dem på panden, først den ene, så den anden. Vender sig om i det store rum. Luksussen, forkælelsen, stilheden – det siger hende intet. Det er der kun en ting, der gør. En ting, hun er besat af. En ting, hun aldrig, aldrig vil kunne fortælle til nogen. Trangen melder sig. Igen. Hun lukker øjnene og tager sig til hovedet. I månens skær kan man se knoglerne gennem den tynde gennemsigtige hud. I nat er der kun en ting, der kan berolige hende. Hendes lille ”interesse”. Hun går ud mod badeværelset. Marmorfliserne skinner blegt imod hende. Imod det tomme, udtryksløse ansigt. Men det er kun en facade. Et gitter. Bag ansigtet, der har prydet Vogue og Costume og imponeret så mange, men som hun selv hader. Bag det skjuler sig tanker, som hun aldrig, aldrig ville kunne dele med nogen. Hun finder æsken frem fra skabets indre. Hælder indholdet ud. Det her vil kunne holde trangen væk. Bare lidt endnu …

Hun finder sit yndlingsfoto, det af Madeline. Lader fingeren glide over fotoet. Den lange magre krop af en alt, alt for ung pige. Hun finder saksen. Gnægger lidt for sig selv. Placerer den skarpe ende lige over hjertet. ”Sov sødt min skat, til månen er rund!”, synger hun, borer og nyder. Selv om nydelsen er stor, er det ikke nok. Bare ikke nok. Gråd fra stuen. Hun lukker øjnene, behersker sig. ”Jeg må være en god mor”, hvisker hun indtrængende til sig selv. Ikke god, perfekt, hvisker stemmen. Stemmen, som har fulgt hende, siden hendes første modeljob som 12-årig. Stemmen, som altid vil være som en indgroet, ukontrolleret del af hendes krop. Hun vakler ind i stuen. Den føles så stor. For stor. Hun griber fat i dukken. Stirrer ind i de udtryksløse, blå øjne. Gråden tager til. Den gråd, som kun den perfekte mor kan høre. Den gråd, som kun hun opfanger. ”Nej!”, skriger hun. ”Stop!” Hun dirrer af anstrengelse. Dukken er tung og tyk. Tykkere end hende. ”Jeg kan ikke bruge dig. Du bliver aldrig til noget. Du er for tyk, for grim”, hvæser hun. Skriger. Vælter billedet af hende selv som lille. Gråden bliver ved. Hun klemmer hårdt om saksen. Klipper fingrene af dukken. Den bliver ved med at hyle. Inderlig, jammerlig hyl. Men det må ikke gå som de andre. Den må ikke ende som de andre i haven. Perfekt, perfekt, perfekt! Det skal du være, ellers er det dig, som skal graves ned i den fjerne ende af haven bag poolen. Ligesom de andre. Hun ryster sig. Den er alligevel lemlæstet. Grim. Uperfekt. Hun skriger og klipper frydefuldt halsen over på dukken. Den ser på hende med sine store blå øjne. Men gråden stopper ikke. Hun fortsætter. Den ene dukke efter den anden. Men den er der stadig. Gråden stopper ikke. For det er hendes egen.

Trangen melder sig. Vild, tørstende, uforudsigelig. Den river og raser i hendes spinkle krop. I nat. Hun bliver nødt til at slukke tørsten i nat. Hun lader saksen glide ned i lommen. Går ud på badeværelset og finder fotoet af Madeline. Det eneste, der er tilbage, er øjnene. De klare, blå forbandede øjne.

Det er mørkt. ”Sov sødt min skat, til månen er fuld”, nynner hun. Melodien spreder sig og forsvinder ind i mørket. Det dejlige, kolde, forudsigelige mørke. Den melodi minder hende om noget. Noget hun har glemt. Noget fra da hun var 12 år. Da hun var ung og uspoleret. Minder hende om en familie. En varme. Men stadig en trang. En trang til at gøre det hun aldrig, aldrig ville kunne gøre. Ikke uden folk ville tro, at hun var sindssyg. Fortabt. En ynkelig uperfekt sjæl, der ikke kan finde hvile. Hun stopper uden for Madelines hus. Saksen skinner i månelyset. Hendes øjne gnistrer. I nat. I nat skal hun gøre det, hun burde have gjort for længe siden …

Anna van Deurs, august 2014