Musan og Månen

Musan gik hen ad vejen. Nu havde de igen drillet ham. Bare … bare han kunne flyve. Det ville gøre det hele meget lettere. Så kunne han lette fra alle problemerne. For eksempel var han ikke inviteret med til den store fest i skoven. Alle dyrene var med. Undtagen ham. Måske var det, fordi de syntes, han var mærkelig? Han havde næsten fået fat på en invitation. Hvis ikke Frk. Spidsmus havde set ham, da han for hundrede syttende gang havde prøvet at lave bladvinger, var han næsten sikker på at komme med. ”Mus kan ikke flyve”, havde hun sagt og var gået. Det samme var invitationen. De to havde det med at følges.

Musan kiggede op. Musikken kørte i det fjerne. Han stirrede længselsfuldt op mod himlen. Der …. den lysende kugle. Deroppe måtte man være lykkelig. Det var jo en kæmpe ost! Der ville han ikke bare være den håbløse ikke-flyvende mus. Uden at tænke over det begyndte han at hoppe. Højere og højere. Han strakte sig, så langt han kunne. Men nå den, kunne han ikke. Pludselig fik han en ide. Menneskene. Han ville spørge dem om hjælp. Han havde flere gange set deres store fugle flyve oppe i skyerne. Hvis han bare kunne komme med op. Musan tog beslutningen. I morgen ville han drage til byen. I morgen ville han starte sit eventyr…

Musan vågnede tidligt om morgenen og begyndte sin tur gennem skoven. Han nåede dog ikke op før uglen. ”Nå, lille natmad… hvor skal du hen?”, smiskede den grådigt! ”Væk”, svarede Musan selvsikkert. Han håbede inderligt at den ikke var alt for sulten. ”Jeg håber at væk, er min mavesæk”, nærmest sang uglen, mens den plirrede med de store øjne. ”Jeg tænkte nu mere på byen”, svarede Musan, mens han diskret søgte efter et hul, han kunne krybe i skjul i. Men nej. ”Nå, lille ven! Skal jeg tage dig med til min hule eller spise dig her?”, smiskede uglen. ”Tag mig med til din hule, jeg er spændt på at se, hvordan du bor!”, skyndte Musan sig at sige. ”Ja, ja, men så gør jeg det”. Uglen styrtdykkede lydløst. Musan kneb øjnene i. Da han åbnede dem, var han langt over jorden. Han fløj! Han fløj virkelig. Det ville dog have været nemmere at nyde udsigten, hvis han ikke havde haft et par kløer i ryggen. Lige med et øjnede han en mulighed. Solen! Og ganske rigtigt. Solen steg langsomt op. Den sendte sine første stråler lige ind i den store ugles øjne. I næste sekund lå han i en bunke blade. Uglen fløj forvirret rundt over ham. ”Hvor er du min lille natmad?”, kaldte den uroligt. Men Musan blev liggende. Ikke om han ville være uglens natmad. Nej! Det var først nu, at han lagde mærke til, hvor han var henne. Han kiggede sig omkring. En gård! Han var ved en gård! I næste sekund fik han travlt med at flygte fra den store høne, som nysgerrigt prikkede til ham. Han pilede over gårdspladsen. Lige i munden på …. en kat!

Musan hoppede forskrækket baglæns. Og så kan det være at der kom fart på! Musan løb og løb. ”Mjav, mjav. Bliv her min morgenmad, så bliv dog her!”, smiskede katten, mens den ivrigt fulgte efter ham. Musan nåede lige at se et hul i en kasse, så sortnede det for hans trætte øjne. Da han vågnede igen, var det på ladet af en vogn. Den skrumlede og skramlede. Musan kiggede sig omkring. Æbler, pærer og blommer. Mange slags frugt var stablet op på ladet. Musan skubbede til et æble. Han spiste det og lænede sig veltilfreds tilbage i en af de store kasser. Så faldt han i søvn.

”Dyt, dyt”. Musan vågnede brat op. Byen! De var i byen! Han kiggede sig omkring. Overalt var der biler og mennesker. Musan blev væltet helt omkuld, da vognen standsede. Han landede på asfaltvejen. Eller det der en gang var en asfaltvej! Nu var det bare huller i jorden. ”Båt, båt”. En bil drønede forbi. Musan kastede sig op på fortovet. ”Hviiiin, en mus!” En dame hoppede op i armene på sin mand. Musan kiggede sig omkring. Han kunne da ikke se nogen mus. Men så kom han i tanke om, at det nok var ham, at hun var bange for. Men han var da ikke farlig? Og da slet ikke som ræven, høgen eller uglen. Slam! Et kosteskaft ramte ned lige ved siden af ham. Musan hoppede til side. Slam lød det igen. Jeg må hellere se at komme væk, tænkte han og løb ned under en æblekasse. Han pudsede næse. Det var ikke lige det, jeg havde forestillet mig, sagde han til sig selv.

Efter lidt tid stak han hovedet frem. Det var ved at blive aften, og han havde ikke lyst til at overnatte under en æblekasse. Musan listede lige så stille ud og kravlede over et hegn. Bag ved var der helt mørkt. Musan tog et blad og svøbte det om sig. Så begav han sig ind i mørket. ”Hallo”. En hvislende stemme kaldte i mørket. Musan gik lidt hen ad stien. Så kom han til et stort bur. ”Hallo”, lød stemmen igen. Nu var den helt tæt på. Musan kiggede ind gennem glasset. Et stort langt skællet dyr lå i vandoverfladen. Musan krøb helt hen til buret. ”Hvem er du?”, hviskede han forsigtigt. ”Zhvem er zdu?”, spurgte stemmen bare. ”Musen Musan. Hvem er det, jeg snakker med?”, spurgte Musan højt. ”Zjeg har ingen ben og heller ingen arme. Zjeg lever både i vand og på land. Jeg er et dyr. Vil du ind til mig zlille zven?”, spurgte stemmen med en hvislen. Musan kravlede op på burets side. Han blev ved at kravle, til han nåede en lille ventilationsskakt. Så lod han sig glide igennem. Plask! Han ramte vandoverfladen.

Musan gispede efter luft. Han var lige ved at give op, da han mærkede bunden. Langsomt kæmpede han sig op på land. Lige nu følte han sig mest som en druknet mus! ”Zhvor kommer du zå fra, zven?”, hvislede stemmen, der langsomt kom nærmere. ”Jeg kommer fra skoven”, svarede Musan med klaprende tænder. ”Er der rart i zkoven?”, lød stemmen lige ud for Musans øre.

”Nej”, hviskede han bange, mens han krøb baglæns. To par gule øjne lyste i mørket. ”Hvad er du egentlig for et dyr?”, hviskede Musan sagte. ”En du kun møder en gang, lille zven”. En splittet tunge skød ud mod Musan. Han gipsede efter luft. Det lille musehjerte bankede hurtigere end spættens næb. Snart ville det måske ikke banke mere. En sviende smerte bredte sig i Musans hale. ”Er du zparat til at zdø?”, hvislede stemmen. Farvel, tænkte Musan. En flagrende bevægelse efterfulgt af et skrig fyldte rummet. ”Avz mine øjne”, skreg stemmen. I næste nu blev Musan løftet op. Han fløj. Mere nåede han ikke at se, før det igen sortnede for hans øjne.

”Vågn op”, næsten skreg en skinger stemme. Musan åbnede øjnene. Et par sorte øjne plirrede imod ham. ”Hvem er du?”, spørger Musan med en sløret stemme. ”Jeg er flagermusen Esmeralda. Du må være Musan. Jeg hørte dig og væsenet snakke. Du må være virkelig dum. Du gik jo lige i fælden!”, skældte Esmeralda ud. ”Men”, prøvede Musan. ”Ja, jeg skulle næsten ikke have reddet dig. Nu dør du jo af det sår”. Først nu så Musan sin blodige hale. To mærker fra hugtænder var plantet lige midt i halen. ”Tror du jeg ..?”. Musan turde ikke gøre sætningen færdig. Med ét fik Esmeralda et sørgmodigt blik i øjnene. ”Det er ikke bare bidet. Du har gift i kroppen nu. Det slipper ingen fra”, sagde hun med en sagte hvisken. Et par store tårer løb fra hendes små sorte øjne og ned på Musan. ”Jeg tror nu, at jeg har en chance”, sagde Musan opmuntrende. ”Og hvorfor tror du det?”, spurgte Esmeralda, stadig med tårerne løbende ned af kinderne. ”Vi skal bare op til den store ost. Der er alle lykkelige. Hvis jeg tager en bid af den, bliver jeg nok rask.”, sagde Musan trøstende. ”Jamen, så lad os komme af sted”, svarede Esmeralda bestemt. Musan slæbte sig op på hendes ryg. Og så fløj de med kurs mod månen. Det han altid havde drømt om. Men pludselig var det ikke så vigtigt. Det var, som om det var vigtigere, at ham og Esmeralda fløj sammen. ”Vil du vide, hvorfor jeg hjalp dig?”, spurgte Esmeralda genert. Musan nikkede. Han havde ikke kræfter til andet. ”Jeg har fulgt efter dig hele dagen. Du er modig. Du tog til byen helt alene.” Musan rødmede i mørket. Og de fløj. Jeg ved ikke, om de nåede derop. Eller om Musan blev rask. Men i det øjeblik var de lykkelige.

Anna van Deurs, februar 2013, Agra, Indien