Dræbersneglen

 

Jeg træder på en dræbersnegl og mærker dens hjerte banke op gennem min klip-klap. ”Hallo, der ligger faktisk nogen hernede”. Jeg vender mig rundt, men der er ingen. Så kigger jeg ned. Langsomt løfter jeg min klip-klap. Dræbersneglen kigger surt på mig. ”Har du aldrig set en snegl før?”, siger stemmen. Så opdager jeg, at det er dræbersneglen, der taler. Jamen .. er det eneste jeg når at sige, før den afbryder: ”Jamen dræbersnegle kan da ikke tale? Det var det, du ville sige, men jo det kan de godt. Kom med mig”. ”Men hvordan kan jeg det?”

Dræbersneglen er allerede væk. Først nu lægger jeg mærke til, at jeg ikke er større end en storetå. Forsigtigt skubber jeg græsstråene til side. Jeg får et chok, da en vinbjergsnegl glider forbi. Da vinbjergsneglen er væk, kan jeg se dræbersneglen. Jeg løber efter den. Det går utrolig langsomt. ”Kom nu med”, skænder den. Snart når vi til et sted, hvor græsset er trådt ned. ”Pas på”, når den lige at råbe, før en menneskefod går forbi. Da vi er over vejen, kommer nogle snegle med gult hus til. ”Ej altså, der kommer tabertruppen”, udbryder den største snegl. Så får de øje på mig. ”Kom smukke. Du skal ikke følges med den taber”. Vi ignorerer dem og går forbi. Lidt efter kommer vi til en plads fyldt med snegle.

I midten ligger en død vinbjergsnegl. ”Sneglefest” udbryder dræbersneglen. ”Kom og smag”, råber en snegl med rødt hus. ”Nej tak”, siger jeg så høfligt jeg kan. Pludselig stopper snakken. En stor lang snegl går forbi. Pludselig vender han sig mod mig. Nu kan jeg se hele hans krop. Bagerst er han grå som en slange. På midten er han leopardprikket, til sidst har han lange følehorn. Så går han videre. Da han er ude af syne, begynder festen igen. Pludselig råber sneglen med det røde hus: ”Snegleslalom”. Alle snegle stiller sig op på række. Sneglen med det røde hus forklarer, at når et menneske er på besøg, skal hun bestå en prøve. Jeg skal gå slalom igennem sneglene i min normale størrelse. Vupti står jeg højere end græsset i min normale størrelse. Forsigtigt går jeg gennem sneglene uden at træde på dem. Lige pludselig kommer en snegl forbi mig, og jeg falder bagover.

Så vågner jeg. Jeg ligger i græsset. ”Hallo, hallo, kan du høre mig?” En mand rusker i mig. Jeg sætter mig op. ”Du har nok fået solstik. Vi fandt dig for nogle minutter siden. Skal vi følge dig hjem?”. ”Nej”, svarer jeg. På vej hjem glider en skikkelse forbi mig. Har jeg ikke set den snegl før?

Anna van Deurs, Holløse, Juli 2012